Det hemmelige 'D'

Meloni vælgere at gå ind på Logans værelse i frygt for at Sean stadig er inde på sit eget værelse, smider sig i sengen og gemmer sig under dynen.

Logan kommer ind fra gangen af, kun iført badebukser, og ser til at starte med, ikke at Meloni ligger på sengen. Han går ud i bad og skifter til tøj, mens han går rundt og nynner. Først, da der er gået en rum tid, går han hen og sætter sig på kanten af sengen, og ligger nu mærke til, dynen ikke ligger helt, som den gjorde i morges, hvorefter han forsigtigt løfter den.
"Oh.. Hej Meloni! Er der noget galt?" spørger han forsigtigt, og ligger dynen sådan at Meloni's hoved lige præcis kommer over dynen.

fra facebook
_________________________________________________________

Meloni kigger op på Logan med en tåre i øjnende "Jeg..." Meloni stoppede, han vidste ikke hvor han skulle begynde. Han sætter sig op "Altså, det startede da Sean og jeg kom op og diskutere, og jeg talte måske lidt over mig" Meloni kiggede ned i dynen "Også ville jeg finde en og snakke med, men jeg kunne ikke. Jeg vil gerne, Jeg vil virkelig gerne at de andre forstår mig, men jeg kan bare ikke fortælle hvorfor jeg er her, altså ikke det med mine kræfter men det med min far og mor." Meloni begynder igen at græde og trækker dyne op så han er gemt godt i dynen.

LOGAN

Logan sukkede, og man kunne se medfølelsen i hans øjne.
”Jeg ved godt, det er svært ven, men hey! Jeg vil altid være her, hvis du får brug for det, og det ved du!” Han smilede og flyttede dynen lidt igen, så han lige præcis kunne komme til at se Meloni's øjne. Man kunne se, han havde omsorg i øjnene – han var rent faktisk bekymret for Meloni. Du høves ikke snakke lige nu, men når du er klar til det, må du gerne fortælle mig, hvor meget du nåede at fortælle Sean. Jeg kan godt snakke med ham, hvis du vil have det, dog uden at fortælle ham mere, end du vil have...” en lang vejrtrækning fulgte, og man ville kunne mærke på ham, han ikke pressede Meloni til noget overhovedet. Selv hans toneleje sagde, det var Meloni, der bestemte tempoet, og at Logan ville sidde her, lige så længe, Meloni krævede det, helt uden at sige et ord.

Meloni kiggede ned i dynen igen "Jeg kom til at snakke om kælderen, også kiggede han bare på mig uden at sige noget til mig, så jeg løb op til Stella for at tale med hende men endte med at snakke med Mark også nåde jeg ikke mere før jeg kom her ned" Meloni kiggede forstående på Logan, tit havde nogle været efter ham men Logan bekymrede sig for ham og det gjorde ham glad. Melonis mave kurrede meget lavt, normale mennesker ville ikke kunne høre det. Han kigger hurtigt på Logan.

LOGAN

Logan kiggede på Meloni, det var som et broderligt blik, det, han sende Meloni.
"Vil du have, at jeg snakker med dem?" spørger han,og bliver kun næsten færdig med sætningen, inden han hørte Melonis mave knurre. Et smil spredte sig på han læber efterfulgt af et lille grin.
"Du er vidst sulten. Skal jeg ikke hente dig lidt at spise, eller få en til at hente os noget?"

"Nej det behøver du ikke. Jeg tror selv at jeg forklare dem det senere" Meloni kiggede let forlejen over sin maves larmen. Det var langt fra normalt at han mave sagde sådan, det var noget Meloni næsten havde glemt hvordan det føltes at være sulten "Jeg vil gerne hvis du henter noget" Meloni smilede lykkeligt over at han nok var på vej mod at kunne spise normalt.

LOGAN

"Det er helt og andeles din beslutning. Hvis det er, kan jeg også bare være tilstede i lokalet, når du fortæller dem det" Han smilede igen, og småkildede Meloni, inden han rejste sig.

"Helt okay, er der noget specielt du gerne vil have, eller vil du prøve dagens middagsret: Lasange efter ægte italiensk opskrift!" man kunne høre på hans stemme, at han var begejstret, han ville helt klart vælge lasangen selv... "Men at din mave giver lyde er da et fremskridt! Jeg er glad på dine vejne! Det kan være, vi skal til at indføre nogenlunde normale kostmængder til dig snart så?" Han virkede stadig glad og begejstret.

Meloni grinte da Logan kildede ham. Logan snakkede om lasagne med stor begejstring "Så vil jeg gerne prøve lasagne" svarede han med en lige så stor begejstring for måske vil han rent faktisk kunne spise rigtigt. Han kiggede mod Logan og smilede træt. Dyne blev trukket godt over ham men stadig så han kunne se Logan.

LOGAN

Logan øjne sprang nærmest op i overraskelse - Meloni lød jo ligefrem begejstret for at kunne spise!
"Det lyder da godt! Jamen.... Så vil jeg lige gå 5 minutter og hente maden" sagde han inden han rejste sig og puttede dynen godt op om Meloni, og gik så mod døren.
"Jeg er tilbage om lidt, men hvis der er noget som helst, så bare tænk meget på mig, så skal jeg komme. Jeg har lige aftalt med Xavier, at han lige skal holde øje med dine tanker og kun lytte efter mit navn. Jeg skal nok låse døren, så er der ikke nogen, der kan komme herind efter dig" sluttede han af, og kiggede en lille smule bekymret på Meloni for at se, hvad hans reaktion ville være på at Xavier holdte øje med Logans navn i Melonis tanker.

"Vil du kunne klare 5 minutter? Så skynder jeg mig nemlig lige!" sluttede han af med et smil, ventede et minut eller to, og gik så ud af døren og låste den efter sig.

Han gav et let smil til Logan "Jeg kan godt vente 5 minutter" Logan puttede dyne godt omkring Meloni. Meloni kiggede letter surt på Logan, men nikkede så "Okay... Tror jeg" Meloni ville helst være fri men det var vel Logans måde at være bekymret for ham, så det var okay. Efter Logan var gået ud, kravlede Meloni op og smed sig, så han lå på hovedpuden. Meloni gabte et par gange, dynen der stadig var trukket godt op omkring sig. Meloni lukkede øjnende og faldt i søvn.

LOGAN

Logan gik med et smil på læben og mødte elever på gangen med et smil og lærene med et "Hej!", og da han nåede køkkenet, stod der allerede to tallerkener med varm mad klar, og et enkelt blik på en af dem i køkkenet, fortalte at det var Xaviers værk.

-------------

Ikke engang 5 minutter efter at Logan havde forladt rummet, var han tilbage igen. Han fik med lidt besvær åbnet døren, og trådte ind i lokalet.
"Så er der ma-....." han så, at Meloni sov, og ville ikke vække ham, så derfor gik han hen og satte maden på bordet ved siden af sengen, inden han satte sig over til skrivebordet lidt væk og begyndte at spise.

Meloni vågnede ved lugten af mad. Han gned sig i øjnende og kiggede mod Logan "Hvorfor vækkede du mig ikke?" Han tog maden og satte sig og spiste i sengen. Lasagnen smagte godt, han havde et skjult smil og et lys i øjnende som ikke havde været der før. Meloni havde aldrig rigtigt tænkt over hvad der helt skete når han slappede helt af. Meloni blev pludselig opmærksom på at han havde ændret sig, da formen havde ændret sig, han tabte gaffel og kniv, mens han stirrede ned i skødet.

LOGAN

"Undskyld, men jeg tænkte bare, jeg ikke ville vække dig, når du nu sov" Logan smilede undskyldende inden han vendte tilbage til sin spisen også. "Men hvordan har du det?" spurgte han, inden han vendte sig imod Meloni igen.
"Det er dejligt at se, du også kan smile ind imellem!" sagde han, inden han lagde mærke til, gaffelen og kniven ikke var hvor de burde være. "Hvad nu, er der noget galt? Smager det ikke godt?" Hans glæde forvandlede sig til bekymring, og han lagde selv sin gaffel fra sig og gik over til sengen for at se, hvad der var galt.

Meloni var hurtig til at trække dyne op omkring hende så det at hun havde ændret form ikke var synligt. Melonis blik var stift ned i skødet ind til Logan kom over til sengen "Jeg har det fint" Hun ledte efter en undskyldning for sin opførelse, hun fremtvang et smil, lige nu burde hun ikke fortælle det, eller vidste han det allerede? Spørgsmålet hvad været i hendes hoved i noget tid "Jeg havde glemt hvor godt mad smager når man er sulten" løj var det ikke, men det var jo ikke derfor hun tabte bestikket. Det fremtvungen smil blev mere ægte men hende spørgsmål hang stadig inde i hende.

LOGAN

Logan lagde mærke til, hvor hurtigt Meloni trak dynen op om sig, men sagde ikke noget til det, da han tænkte, der nok var andet og mere bag.
"Okay, hvis du siger det. Ja, det er ret godt, og så er det en italiener der har lavet den her efter gammel familieopskrift, det gør den jo kun bedre, ikke?" Han smilede let, mens han tænkte.
*Hmm... burde jeg fortælle Meloni det, jeg ved? Xavier har godt nok forbudt det, men hvor længe endnu kan det holdes skjult for ham eller hende? Det er jo ikke... hmm...* han begyndte at anstrenge sig en smule, og det kunne ses i hans ansigt. Han prøvede at få Xaviers opmærksomhed gennem sin tankekræft, men vidste ikke hvad Xavier lavede lige nu, og om det var muligt.

Meloni smilede hurtigt og nikkede "Det smager rigtigt godt" hun samlede bestikket op igen men var omhyggelig med at dynen dækkede hende hele tiden. hendes tanker kredsede omkring spørgsmålet, og håbede lidt på at Xavier ville hjælpe hende lidt her, selv om hun var ved at genvinde kontroleden så hun kunne ændre sig tilbage til sit drengede udseende.

LOGAN

Logan nikker blot, stadig kaldene efter Xavier i tankerne. Han ligger mærke til, hvordan Meloni bliver ved med at kæmpe med at skjule sig under dynen, og sukker let.
"Jeg burde nok fortælle dig noget.... Men.... Xavier har egentlig forbudt mig det indtil han selv havde snakket med dig........" Logan sukkede, og satte sig på kanten af sengen, og trak dynen en lille smule ned, lige præcis nok til at man kunne se, overkroppen på Meloni, og at den ikke var ret drenget i øjeblikket. Endnu et suk undslap hans læber, inden han kiggede op på Meloni, med et blik der sagde, 'undskyld jeg ikke har fortalt dig noget før nu' - han virkede egentlig overhovedet ikke overrasket over, der pludselig var et par bryster i lokalet.
"Jeg vidste det her ville komme. Ja, jeg ved godt, du kan skifte køn. Men....." Han stoppede sin sætning, sukkede og kiggede ned i gulvet, uden planer om at fortsætte lige nu.

Meloni kiggede på Logan som om alt var normalt, hun prøvede desprate at skjule, hendes sidste evne, så det kom som et chok da Logan flyttede dyne så hendes overkrop kom til syne. Meloni kiggede væk, hun var klar på det møgfald, som ville komme, men det kom ikke, han vidste det, han havde vidst det hele tiden. Meloni stirrede på Logan, hvorfor stoppede han, og hvorfor kiggede han ned i gulvet. Meloni lagde hånden på hans kind "Tak fordi du fortalte mig at du ved det. Det gør tingende lidt nemme" hun smilede til ham, Logan bekymrede sig altid om hende uanset hvad. Hun genvandt komtrolen over evnen og ændrede sig tilbage til sit drengede udseende
"Jeg er glad for at du fortalte det" han vidste han gentog sig selv men han kunne ikke finde på andet at sige, han havde aldrig set Logan på den måde. Han gav Logan et hurtigt kram og satte sig tilbage i sengen, og kiggede stille på Logan med et taknemmeligt smil

LOGAN

Logan kiggede op igen, og krammede glad tilbage, da Meloni krammede ham.
"Jeg troede du ville blive sur på mig over ikke at have fortalt dig det noget før? Men det er ren og skær kun fordi Xavier har forbudt mig at fortælle dig noget. Der er nemlig mere bag. Som for eksempel at dine fo-.... Nej, jeg må hellere lade være med at fortælle det, Xavier vil fortælle dig det tidsnok" han smilede, og frygtede, han havde talt for meget over sig og vækket Meloni's interesse. Han kiggede hurtigt rundt i lokalet i søgen efter noget andet at snakke om. *Xavier hjælp mig nu!!* tænkte han, og kom så endelig på noget andet, han kunne snakke om.
"Hey, vidste du forresten godt, at Xavier har snakket med jeres alles forældre, og fået arrangeret, at I kan få besøg af dem og jeres søskende og bedste venner fra derhjemme i næste uge? Det eneste krav er bare, at Leech og Rogue er i rummet sammen med jer alle for at holde jeres evner nok tilbage til at det ikke bliver opdaget. Lyder det ikke godt?" en lille smule begejstring var at høre i hans stemme, men han vidste samtidig også godt, Meloni nok ikke ville se sine forældre og at hun troede hun ingen søskende havde. Hun skulle bare vide....
"Forresten, vil du helst kendes som en dreng eller pige, nu når du kan skifte som du har lyst?"

"Hvad ved du om mine forældre!" Meloni fortalte aldrig fortalt nogle om sine forældre, han vidste godt at kvinden der han havde kaldt mor ikke var han biologiske mor, for han havde ingen interesser som hende, hun havde også sort hår, og lidt havde han fulgt med i biologi det er umuligt at få et barn med blondt hår, hvis en af forældrene havde sort hår. Meloni hørte ikke efter hvad Logan sagde, vreden gjorde at han tabte kontrollen fuldstændig så hans øjne blå øjne blev nærmest selvlyssende. Meloni var hoppet ud af sengen og stirrede på Logan, han ville havde nogle svar og det skulle være nu! Troede han selv at han vil lade det ligge!

LOGAN

"Jeg må ikke fortælle dig noget!" nærmest råbte han, inden han sukkede. Det var kun sket en gang før, at Meloni var blevet så sur, eller irriteret, på Logan før, som han var lige nu.
"Xavier vil ikke have, at du får noget at vide, før du selv er klar. Han ville vente, til du havde trænet noget mere - han..... Jeg må bare ikke fortælle dig det, okay?" Han sukkede, og kiggede undskyldende på Maloni. Hvor var Xavier, når man skulle bruge ham?

Melonis vrede var kun lige begyndt, hans far havde fortalt hvem hans biologiske mor var, og hvorfor hun ikke var ved dem, men at Logan havde vidst det hele tiden fik ham i det røde felt "Du må ikke fortælle noget fint! men tro ikke at jeg ikke ved hvem min mor er! min far har fortalte det!" Meloni var ikke bleven skæmt af Logans råbben, blot gjort ham mere sur "Og hvorfor skulle jeg havde besøg af min familie? Der er absolut ingen grund til at møde min mor, hun har aldrig været en del af mit liv og jeg vil aldrig se min far igen!" Meloni råbte stadig men tårende var begyndt at løbe ned af kinderne på ham "Hvorfor? Hvorfor vil Xavier ikke have at du fortalte mig det?" hans stemme var en hvisken og næsten uforståelig fordi han holde gråden tilbage.

LOGAN

"Hey! Tag det med ro, okay? Det er ikke mig der bestemmer. Det er Xavier, og jeg skal følge hans ordre ellers ved ingen, hvad der kommer til at ske, og jeg har heller ikke lyst til at vide, hvad der kommer til at ske." Han snakkede roligt nu, og med beroligende stemme. Han rejste sig, og gik over til Meloni, for at ligge armene om ham og holde ham ind til sig.
"Jeg ved godt, du ikke vil møde dine forældre, men hvad med venner? Har du slet ingen venner fra før du... før du blev spærret inde?" Han holdt Meloni tættere, og prøvede at trøste ham og få ham til at slappe af igen.
"Hvem har du fået at vide, din mor er? For jeg tror ikke, din far ved, hvem din mor virkelig er..." Han havde stadig ikke hørt noget fra Xavier, men besluttede sig for at fortælle Meloni hele historien alligevel.

Meloni tørrede øjnende, blinkede et par gange og trykkede sig ind til Logan. Han var så småt ved at falde helt ned igen og det hjalp at Logan holde om ham. Meloni tænkte meget over det hans far havde sagt eller råbt, nok ikke fordi han skulle høre det, han var blot et ikke ønsket barn i farens øjne, men alligevel havde han beholdt ham i nærheden på grund af Raven, en ravne unge havde faren ofte kaldt ham, selv om han ikke forstod hvorfor. "Jeg har ikke rigtigt nogle venner foruden dig, Stella og de andre her på skolen." Meloni små smilede "Jeg ved min biologiske mor hed Raven og er mutant. Mere ved jeg godt nok ikke" han prøvede at skjule at han havde en anelse om hvem Raven var, men som altid kunne han ikke gøre det over for folk han var så nære med.

LOGAN

Logan kiggede en smule forundret på Meloni - havde hun virkelig ikke andre venner? Det var jo trist!
"Hvordan kan det være, du ikke har andre venner? Jeg troede du snakkede med flere dengang, i folkeskolen?" han kiggede lidt rundt, og holdt stadig om Meloni.
"Men hvornår fik du at høre, Raven er din rigtige mor?"

Meloni tænkte over hvor meget han havde været sammen med alle andre, men det havde han ikke rigtigt løst til længere, selv hans immunforsvar var blevet dårligere, nok mest fordi han havde været så lang tid i den forbandende kældere "Jo, jeg snakkede meget med andre den gang, men jeg tror ikke de rigtigt kan huske mig, Stella og Mark var da noget tid om at genkende mig" Meloni havde trukken sig lidt væk og holdte armende om sig selv, tanken om hvordan han havde hørt at Raven var hans mor, var stadig skrammende "Min far... han blev meget sur og råbte og skrig op om at han aldrig skulle havde gjort, som han sagde det, `den kvinde til Raven´ gravid, også fortsatte han med sin smøre i næsten tre timer om hvor dum og uduelig jeg var, resten husker jeg næsten ikke, så han kan godt havde fortalt noget mere om hende, som f.eks. at hun er formskifter og normalt blå" Meloni holdte blikket plantet i jorden for at skjule de tåre der var begyndt at løbe ned af hans kinder. Nok havde han far ikke behandlet ham lige godt, men han var kun rigtigt slem hvis han var ædru.