1, 2, 6 måneder uden tid (mental)

Nattalia havde set Xaviers forsøg og havde grinet meget, men ikke som denne gang, han forsøgte at bruge sin egen energi til at tø Coras sind ”Du ved godt det ikke hjælper” griner hun og har affundet sig med at de er spærret inde sammen. Cora havde nok vidst hvad hun havde haft i tankerne.

Hun sukkede, Xavier ville ikke have nogle tidsfornemmelse, da det ikke var hans sind, og hun kunne ikke rigtig få sig selv til at fortælle ham, hvor længe de havde været fanget, men hun var begyndt at blive bekymret, E10 var kun lige kommet tilbage og hun havde ingen energi, ikke engang til at gøre sig synlig herinde.

Hun havde flyttet Cora mest fordi Xaviers forsøg havde udløst noget af isen til at falde ned i store stykker uden at give dem en adgang ud, og selvom hun gerne ville styre, ville hun ikke ødelægge Cora totalt, hun eksisterede jo kun fordi Cora gjorde det.
Hun havde flere gange skubbet Xavier væk når han små desperat havde forsøgt at komme ud, men denne gang var det dog gået for vidt og hun var rasende ”Så styr dig! Vi kommer ikke ud! Så fat det! Kun Cora eller E10 kan bryde det der!” hvæssede hun af ham og sukkede så, hun forstød ham endelig godt "Det er nytteløst, selv hvid du fik tøet Coras sind op vil du ikke kunne komme ud før E10 har fået energi nok, du har en dobbelt frysning, både Coras og en beskyttende fra E10" sukker hun og rejser sig "E10´s is bliver kun stærkere når Cora endnu ikke er vågnet. Så du kan ligeså godt sætte dig og vente" siger hun roligt og ser på isen "Vores bedste chance for at komme ud hurtigere er at vi får en AHP indsprøjtning" sukker hun "desuden sker det nok snart. Eric er nok ved at blive bekymret, ikke engang første gang det her skete tog 6 månder" sukker hun og kigger på Xavier

Xavier havde givet det mange forsøg, men til sidst gav han dog op, og satte sig på jorden med et suk. "Hvorfor kan vi ikke komme ud, hvad er det, der sker? Sidst jeg hørte om en, der var fanget i en bevidstløs's sind, skulle personen bare tø dem op indefra, det har jeg fortalt dig før! Det er hvad jeg har lært og fået fortalt!" Siger han, halvsur. Det kan godt være han ingen tidsfornemmelse har, men han ved, han har været spærret inde længe. Han får lidt energi tilbage, og rejser sig så op og forsætter. Sådan går de første par måneder.

Han kiggede forvirret på Nattalia.
"En AHP indsprøjtning? Hvorfor? Den gør jo intet i sindet! Øjeblik.... 6 måneder? Så længe har vi da heller ikke været herinde??" Han slår øjnene helt op "Eric, hvorfor? Hvad har han med alt det her at gøre? Han... Han sagde afbryd mission. Hvad er det for en mission, og hvad har han med det hele at gøre? Hvorfor skulle han være bekymret? Han kan vel ikke have gjort så meget.." Xavier skulede en smule. Til trods for at Eric havde lavet nogle dumme ting igennem sin tid, stolede Xavier stadig på ham til en hvis grad. De var immervæk venner engang for lang siden, og var begyndt at blive venner igen. Havde det ikke været for at Eric havde vist, han var til at stole på, ville Xavier jo aldrig have lukket ham ind på skolen.

”Ja 6 måneder er der gået siden Cora gik i koma” svare hun selv ret irriteret over det, men sukker
”Tror du virkelig han fortæller dig alt. Troede du virkelig, han ikke havde sin egen dagsorden” spørg hun og kan ikke holde latteren tilbage, men bliver hurtig alvorlig igen ”Eric. Han var den eneste der var venlig ved os” sukker hun ”ved os alle” mumler hun stille ”Han var med fra vi var helt små” kommer det roligt fra hende ”Han var den der passede på os, så vi ikke kom til skade” sukker hun ”Men han er nok mere interessent i E10. Hun er ikke som andre, hun blev slet ikke skabt til at blive, men der var noget der gik galt og hun fæstnede sig her” siger hun roligt og kigger stille på Xavier

”Du tænker sikker på det samme som Leech fik. Adamantium Healing Power” spørg hun og ryster på hovedet ”AHP er ikke helt det samme og på en måde går den ikke ind i sindet, men vækker føniksen fra dvale, hvilket er hvad E10 er gået i” sukker hun ”AHP står for Adamantium Healing Phinex” siger hun og kigger roligt på isen ”Hvis ikke vi får det kommer det her til at tage meget længere tid” sukker hun ”E10 er kommet tilbage men har ikke engang energi til at gøre sig synlig, så man kunne hjælpe hende” kommer det bekymret fra hende. Nattalia minder mere om et barn, der er bleven tvunget til at blive voksen alt for hurtig i forhold til Cora som stadig har et barnligt sind i ny og næ.

”missionen er lige meget” siger hun så tørt og slår blikket ned, det er tydeligt noget der bekymre hende.
Hvorfor kunne hun ikke arbejde imod de ordre hun fik, selvom hun prøvede, så kunne hun ikke, kun Cora kunne det. Hun vidste godt at hun ikke burde være der men uden hende vil Cora langsomt falde fra hinanden, alle de mindre hun havde, alle de ting hun havde gjort, hun beskyttede jo Cora fra dem, hvis de vidste hvad hun virkelig kunne ville de sikkert lave flere af hende, det måtte ikke ske, ikke efter det hun havde overhørt fra nogle af dem

"Jeg ved godt, han ikke fortæller mig alt, vi har immervæk været uvenner i nogle år, fordi han vil noget andet for os mutanter, end jeg vil. Men jeg har haft snakket med ham, og jeg har endda fået lov til at komme ind i hans sind uden hjelmen på, og set, han er ved at ændre sig til det bedre." Siger han halvsur, men ellers uden at trække en mine. "Men jeg kan ikke tro, der er gået 6 måneder. Det virker som var det blot et par dage siden!" Han kigger forundret rundt, søgende efter et eller andet, der kan indikere, hvor længe der er gået, hvad tid på dagen det er, hvordan hverdagen er udenfor uden ham og sådanne.
"Det ville ikke undre mig, om han dengang var meget mere interesseret i E10 end i dig, for han er jo også mere interesseret i Logan som i hans evner og metal, end han er i Logan selv. Jeg havde godt lagt mærke til, hans interesse for Logan er faldet de seneste par år, men jeg har ikke tænkt nærmere over det, det må så være fordi han har fået dig skabt." Xavier sukkede, og opgav at finde en tidsindikator. "Men hvorfor var det ikke meningen, E10 skulle blive? Hun virker da til at have det meget godt her." Han kommer i tanke om, hvad hun fortalte om at hun var kommet tilbage dog uden energi, og smågrinede.
"Logan må være knust. E10 betyder en hel del for ham" han sender hende et smil og griner videre.

"Ja, det var det, Leech fik, og det var hvad jeg lige tænkte det som. Men jeg ved ikke, om vi overhovedet har det andet, jeg har aldrig før hørt om det nemlig!" Siger han, og kniber øjnene sammen. "Hvor kan man skaffe det henne? Jeg vil nemlig gerne snart ud. Jeg tør ikke tænke på, hvordan skolen ser ud, når der nu er gået et halvt år i stedet for blot et par uger, som jeg havde troet." Han kigger nervøst og bange på Nattalia, og lagde så mærke til, hvor voksen hun synes at være blevet alt for tidligt. Han slog øjnene op. Hvad havde de dog gjort ved den her stakkels lille pige, som gjorde, hun skulle blive så hurtigt voksen, og ikke nyde sin barndom? Hvorfor var det, Eric var blevet betegnet som et godt minde? Af hvad Logan huskede fra sin eksperiments tid, så var Eric aldrig det bedste minde, så det må være slemt, det der var sket, når nu Eric var et godt minde. Han ville finde ud af, hvad der var sket, og han kunne lige så godt bruge tiden herinde på det, uden at presse Nattalia dog. Hvem ved, hvor meget længere, de ville være spærret inde i sindet her, kun i selskab af hinanden?

Han kiggede forundret på hende, og kunne tydeligt se, der var noget, der gik hende på. "Jeg kan se, der er noget galt, vil du ikke nok fortælle mig, hvad det er for en mission? Jeg vil ikke tvinge eller presse dig til noget, men jeg vil meget gerne vide det, også for at jeg kan komme til at hjælpe dig!" Bekymringen kunne spores i hendes stemme. Selvom han ikke ville tvinge det ud af hende, var han meget bekymret for både Nattalia, Cora og E10.

”E10 var ikke skabt til at fæste sig i os, men fordi de lavede en fejl skete det” smiler hun ”og ja Logan er nok ikke sjov og være i nærheden af” og griner selv let
”Han skabte mig sådan set ikke, men var med til at skjule stedets beliggenhed. ”svare hun tørt. ”Jeg forventer at Eric stadig har nogle på sig og hvis ikke så henter han det” sukker hun ”Men selv med dem tager det lidt tid før det når E10” tilføjer hun roligt. Hun holder hele tiden øje med Xavier, ikke noget specielt blot en let nysgerrig kiggene.

Hun rykker uroligt på sig da han spørg ind til missionen ”Det er ikke vigtigt og vil i den grad ikke ligefrem give folk lyst til at hjælpe” sukker hun og kigger ned. Hun havde ikke ligefrem løst til at fortælle ham om den mission.

Xavier griner for sig selv ved tanken om, hvordan Logan måtte være at være nær lige nu. Han smilede.
"Hvordan kan du vide, hun er kommet tilbage, hvis ikke vi kan se hende?" spørger han, og venter så på hendes næste sætning.
Han rykker roligt fremad med udstrakte hænder, og kigger så søgende rundt efter E10. Nu når han har fået at vide, hun er her, vil han meget gerne snart hilse på hende igen. Måske kunne hende og ham selv gå sammen om at komme ud. "Det kunne være, vi kunne sende en eller anden form for besked til Eric. Du skulle vel ikke vide, om man kan sende mentale beskeder ud herinde fra?" spørger han, og egentlig kan man mærke på ham, han er lidt irriteret på Eric over ikke at have fortalt ham noget.

Han kigger undersøgende på hende. Hvorfor skulle folk ikke have lyst til at hjælpe? Hvad var det dog for en mission, der kunne være så slem, at hun ikke troede nogle ville hjælpe hende? "Hvorfor tror du ikke, der er nogle der vil hjælpe? Jeg har været en del igennem, jeg vil gerne hjælpe jer enten med at fuldføre missionen eller finde en måde, hvorpå I kan komme sikkert ud af den, uden nogle konsekvenser."

Nattalia kiggede på Xavier og sukker "Hun er en del af min" svare hun "Så jeg kan mærke hendes tilstedeværelse men hun har gemt sig i dybet og kunne når hun har energi nok" svare hun små irreteret

"Det er ikke muligt at sende noget til nogle desværre, så vil jeg have gjort det for lang tid siden" svare hun små grinende "og med hans hjelm så held og lykke" griner hun

"Så vil det nok være dem" mumler hun og kigger alvorligt på ham "Hvorfor vil du overhovedet vide hvad missionen gik ud på" spørg hun skeptisk, og undgår at han kommer for tæt på.

Xavier slog en hånd for panden. Selvfølgelig!
"Nårh ja, selvfølgelig! Cora og dig er et, og eftersom E10 er en del af Cora, er hun også en del af dig! Det er jo logik! Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg ikke så den forbindelse noget før..." siger han, halvt opgivende, og sukker så. "Jeg havde lige håbet. Jeg tør ærlig talt ikke tænke på, hvordan skolen ser ud lige nu" han lader hænderne falde ned i sit skød igen, og kigger ned på dem.
"Grunden til, jeg gerne vil vide noget om missionen, er lige så meget, så jeg ved, hvorvidt det er muligt at beskytte jer eller ej. Jeg prøver at finde ud af, hvad Eric er ude på, og få ham stoppet om nødvendigt!" vrede og irritation kunne sporres i hans stemme, men det var ikke henvendt til Nattalia, derimod mod Eric. Han rystede på hovedet et par gange, og rømmede sig så. "Undskyld, jeg er bare skuffet over Eric, og lidt over, han ikke har fortalt noget om dig, når nu han kender dig." siger han, og kigger igen ned på sine hænder, trækker vejret dybt og kigger så op på Nattalia, inden han forsætter "Han var jo også den, der kunne få alt det her til at ske med sølle to ord: 'afbryd mission!' " Det sidste sagde han med en stemme, der var en smule forvrænget, som prøvede han at efterligne Eric.

"Jeg ved ikke så længde Cora styre så er det intet problem" mumler hun "Og det er på sin vis ikke Eric der skal stoppes men dem der laver forsøgende!" svare hun bestemt "Teknisk set kender han kun mig ikke Cora..." svare hun og kigger på isen omkring dem "Og husk lige på at Eric er de bedste minder vi har" og indikere meget kraftig at Eric ikke var det store problem "Det var ham der bragte glæde til mit liv, mens de havde fuld kontrol" siger hun

Xavier blinkede nogle gange, og kiggede halvt overrasket på Nattalia.
"Hov ja, undskyld, jeg skal lige vende mig til at Eric er et godt minde. Jeg har været så vant til at han er blandt de dumme hos rigtig mange, så at han pludselig er en god person for andre end jeg selv, er noget jeg lige skal vende mig til" siger han, og smiler så. "Men hvis ikke det er Eric, hvordan kunne han så få det her til at ske med en enkelt sætning?" spørger han, og peger rundt.

Nattalia ligger armende over kors "Hvorfor skulle han ikke? Du siger jo han tit er blandt de dumme blandt mange" spørg hun "Det kunne jo være at han har meget med det at gøre og han blot spiller venlig" svare hun og kigger små irriteret på Xavier

"Det ved jeg godt, men når du siger, han er blandt de bedre minder, så er det måske ikke helt det, man regner med" siger han roligt, selv om Nattalia virker irriteret og en smule sur, så vil han ikke hæve stemmen. Han tog et par dybe vejrtrækninger, og virkede et eller andet sted som en af de irriterende rolige personer, du ved, en af dem, der er rolig hele tiden, og hvor man kan blive skræmt af dem, fordi de tager alting for roligt.
Xavier kigger rundt. Var det blevet varmere herinde, eller var det bare noget han forstillede sig? Isen så stadig lige så fast ud, som den hele tiden har gjort, så sikkert ikke. Han sukkede lydløst.
"Og noget andet er, det ligner ikke Eric at spille sød så længe, som han har gjort, jo mindre det vitterlig er vigtigt, at han spiller skuespil overfor alt og alle"

"Jeg ved ikke, tekninsk set burde jeg kunne dræbe en hvilken som helts mutant, taget i betrakning at jeg kan hæve en hvilken som helst evne til omega niveauet" svare hun med en trækken på skulderne "Jeg ved at Eric spillede en stor rolle i forhold til DNA, men efter jeg stak af fandt jeg ud af at han ikke kendte til den træning jeg fik" sukker hun og kigger stille på isen "Desuden tror jeg ikke han spille skuespil så meget, for han spurgte mest til E10" mumler hun og sætter sig ned.

Hun kigger opgivende ud i mørket og håber inderligt AHP sprøjten snart belven givet

"Så hans interesse lå sådan set hos E10, og slet ikke hos dig? Det giver et eller andet sted mening, for du har de samme evner, som Storm, Eric, selv jeg, og jeg går ud fra, du er skabt med Logan's knogler og evner." han nikker forstående "og at du kan gøre dem bedre, havde jeg også regnet ud, du er lærenem og meget andet spiller ind også" han smiler og nikker.

" Det ved jeg nu ikke om Logan´s knogler, men ja hans evner, i forhold til hans adamantium knogler er mine lilla" små griner hun "Alt er vist lilla med mig" smiler hun "Jeg ved at Logans evner er med på grund af hans heldende evner og det at han ikke ældes" svare hun med et suk
"jeg ved at der er brugt DNA fra Logan, Angel, Tabitha og Victor Creed" siger hun roligt "det er vidst det DNA der er bleven brugt som grundsten til at skabe mig, og E10 er skabt efter Mimic og da hun er Phinex force er den evne så meget stærkere." fortsætter hun "Så da hun fæstede sig her fik vi de evner med" slutter hun og kigger stille på Xavire.
Det var mere et tilfælde hun vidste det, efter som hun var listet forbi mens de snakkede om hvor meget deres seneste forsøg havde forbedret sig efter de havde blandet Logan, Angel, Tabitha og Victor Creed

Xavier griner en smule
"Ja, alt er vist lilla hos jer. Men jeg tror nu også det har noget at gøre med, det meget er laboratorie skabt." siger han, og sukker så. Alle de navne, skulle han lige tænke igennem en enkelt gang eller to, men kigger så lettet op. "Det forklarer faktisk en hel del! Vingerne fra Angel, Healing fra Logan, Tabitha giver de kugler af stød du kan sende, og Creed er føniksen." han smiler, og blinker så et par gange. "Mimic må også være den, der har givet dig evnen til at kunne kopiere de andre." siger han så, halvt spørgerende, "Men hvor ved du fra, hvem de har brugt? Logan vidste knapt han var blevet eksperimenteret på, for han huskede det ikke." slutter han, og kigger undersøgende på Nattalia

"Jeg burde heller ikke vide det, det var et tilfælde" svare hun roligt og kigger stille omkring sig "De snakkede næsten aldrig om andet og desuden fik jeg ikke plantet to kugler i panden af mig som Logan gjorde" svare hun spydigt tilbage "De snakkede om det en dag jeg kom tilbage, de havde ikke hørt mig så derfor hørte jeg det" mumler hun og tænker mere på den opgave hun havde haft, de uskyldige der var død den dag. hun kigger skyldigt ned i sine hænder og ryster så på hovedet.

"Hvorfra ved du, han har to kugler i panden?" spørger han overrasket. "Du er da ikke så gammel, at du kunne have set det, er du?" han rejser sig, og bevæger sig overraskende roligt helt over til Nattalia, hvor han så 'sætter' sig igen i luften, hans lys spreder sig over til hende, og hans overraskelse overfor, hvad det er, hun lige har fortalt, er tydelig i luften omkring dem. Hvis de begge strakte benene, ville de sparke hinanden over knæet. Han så derfor tydeligt, hvordan hun smed blikket skyldigt ned i skødet.
"Hvad har du lavet, siden du føler dig skyldig?" spørger han forsigtigt, og kniber øjnene undersøgende sammen, klar til enhver slags udbrud, der nu skulle komme.

Nattalia rykker sig væk fra ham og sidder op af isen i stedet "De har stadig papir fra den gang så det var nemt at læse op på" svare hun og ser væk "Det vil du ikke vide" mumler hun og trækker benene op til sig og holder om dem, ligger hovedet på knæene og lukker øjnene hårdt sammen i håb om at de minder vil stoppe, med en let beroligende vuggen.

"Papire? Hvem har du ellers læst op på?" spørger han, og rykker sig langsomt nærmere hende, for til sidst at sætte sig op af isen ved siden af hende, og eftersom det nu blev køligt for ham, begyndte han at danne varme, både for at holde sig selv varm, men et eller andet sted, også for at skulle smelte isen lidt. Han lægger en arm på hendes skulder.
"Er du okay? Du ved godt, du kan fortælle mig, hvad det er der går dig på, ikke?" siger han, med et undrende og bekymret blik.

"alle" mumler hun "alle der kunne noget specilt, dig, Logan, Creed og en helvedes masse ander" svare hun med let rystende stemme. i det sekund Xavier rør hendes skulder flyver hun op og væk "Hold dig fra mig!" hvæser hun arrigt "Du aner ikke noget som helst om os" snerre hun arrigt før hun igen sætter sig op af isen med benene trukket op til sig og holder om dem, ligger hovedet på knæene og lukker øjnene hårdt sammen i håb om at de minder vil stoppe, med en let beroligende vuggen.

Xavier trækker sig forbavset tilbage, da hun kommer med sit udbrud og flyver væk. Han blinker et par gange, og rejser sig så, og går langsomt over imod hende igen, dog stadig i en pæn afstand til hende, så hun ikke skal føle sig truet. Her bevæger han sig så i en halvcirkel over til iskanten igen, og sætter sig.
"Jeg skal nok lade dig være, men hvad var det, der stod om os, siden vi bliver betegnet som specielle? Hvorfor er det netop os, de har valgt, ved du noget om det?" med rolig stemme, og forsætter så hurtigt "Du skal ikke sige noget, du ikke har lyst til at sige, jeg kan se på dig, det gør ondt, så hvis du vil, kan vi finde noget andet at snakke om." slutter han, da han endelig ligger mærke til den lidt mere trykkede stemning der har bredt sig her.

Nattalia kigger på Xavier og det er tydeligt hun er på nippet til at græde "i var alle de bedste inde for jeres felt." svare hun svagt "det var derfor det var så vigtigt for dem at vi kunne modstå telepati, overleve alt..." siger hun og mumler "Jeg er ikke andet end et våben" og placer hovdet på sine knæ igen og ryster let da hun holder tårene tilbage

Xavier kigger chokeret på Nattalia
"Du er ikke kun et våben, havde du været et våben, ville ingen på skolen have været i live lige nu! Lad dem ikke bilde dig ind, du kun er til som et våben, du er så meget mere værd!" udbryder han, og rykker forsigtigt nærmere, hele tiden prøver han at finde ud af, hvornår han er for tæt på, altså hvor hendes grænser går.

"hvis jeg ikke er det hvad er jeg så!" hvæser hun "Cora er mere end bare et våben!" fortsætter hun "Jeg er et våben og ikke andet" hvæser hun og skubber ham væk ved at lave en lille chok bølge og rejser sig "Du aner intet om vores liv! INTET!" hvæser hun og kigger arrigt på ham "Intet" mumler hun trist og er kun tætter på at græde