Unoderne fortsætter

væsenet kigger på ham og flyver pludseligt forbi ham, den sandser let bag ham, med et lys stribe mellem dem som ville den have ham med. den slår let med vingerne laver en skratten og kigger på ham

Cora ryster i smerte og har selv nogle sår som begynder at helle.

Xavier giver et forskrækket spjæt som væsenet kommer imod ham, og falder lidt tilbage. Da væsenet har passeret ham, og viser, det gerne vil have ham med, følger han stille, men forsigtigt efter.

Logan kommer frem, hans sår er næsten helet alle sammen, Leech derimod er ved at vælte sammen ind over Cora. Logan går over til Leech, nikker til ham, og sætter sig selv i hans sted, så nu sidder Logan med Cora i skødet. Leech tager Coras hånd, og ligger sig ned, halvt sammenkrøbet i smerte, dog uden at slippe Coras hånd.

væsenet flyver roligt fremad, der bliver mere og mere lys, og pludselige sætter værenet fraten op og lander ved en 10-årig pige. Pigen giner munter og leger videre indtil hun ser Xavier. Hun rejser sig og gemmer sig let bag væsenet men kigger alligevel nysgerrig frem, med selvlysende grønne øjne, der dækkes en lille smule af hendes natsorte skulderlange hår, mens vingerne ud sig ud. væsenet laver en let skratten igen, hvilket får hende til at grine og kigger så roligt på Xavier "hvem er du" spørg hun

Cora bliver pludselig anspændt, og begynder at ligge uroligt, mens hun mumler en masse uforståeligt.

Xavier stopper forundret op, og ser til, mens pigen leger. Han ryster på hovedet, og bevæger sig da roligt fremad imod pigen
"Jeg er Xavier, jeg er lære og rektor på en skole, hvor vi alle er specielle på vores helt unikke måde." siger han, han siger det uden at tænke over det, det er en sætning, som han har brugt så ofte før, så det er ren rutine når nogle spørger ham, hvis han er i sin åndeform hos en mutant. "Men hvem er du, lille ven?" spørger han, og bevæger sig stille fremad, dog ikke for hurtigt, han vil ikke virke faretruende.

Leech er knap ved bevidsthed, så han ligger bare der, med hendes hånd i sin. Logan derimod, ligger mærke til det hele, fjerner stille hendes hår fra hendes ansigt, og aer hende så over kinden og 'shhhhhhh'er stille til hende.
"Rolig nu, Cora, der er intet og frygte længere. Vi er her hos dig" siger han, og aer hende endnu engang på kinden.

Cora flader til ror med en let nynen som om hun ikke var langt væk

Pigen kigger på ham "Så vinden var din skyld" spørg hun "Og jeg er Nattalia" svare hun roligt "men du kender mig ikke. hvorfor blev du lukket ind? var vinden så farlig" fortsætter hun. væsenet skrappe op og bryder ud i flammer "Du skaber dig" hvæser hun blot af den før de forenere sig

Xavier kigger forvirret på pigen. Hvad laver en Nattalia inde i Coras tanker? Der måtte være en god grund til det, og den ville han meget gerne finde ud af.
"Jeg tvivler på, vinden er min skyld. Jeg blev tilkaldt, fordi Cora havde nogle problemer med sine evner, og nu er jeg så her." han blinkede et par gange, og bevægede sig så tættere på endnu, så han kun var 2-3 meter fra Nattalia. Han smilede, og gjorde sit, for at virke rolig og pålidelig. "Jeg ved ikke med dit væsen der, men selv synes jeg, vinden var en lidt større trussel, end man lige skulle tro." De sidste par ord, endte nærmest som en mumlen, da de forenede sig.
"Er du Cora?" spurgte han forvirret, mens han kiggede undersøgende på hende, han havde jo tidligere konkluderet, væsenet måtte være Cora, så hvis Nattalia og Cora forenede sig, måtte det vel et eller andet sted, betyde det var samme person. Men hvad vidste han, han kunne jo bare spørge sig frem, og på den måde finde ud af et eller andet, så det gjorde han.

Cora nikker "vinden var ny, den har jeg aldrig set før, eller skulle man sige har jeg ikke set herinde" sukker hun, "hvordan kom ud ind? jeg mener ikke at have fjernet blokkaden" små konrre hun og nogle minder stormer forbi, det eneste der er tydeligt er en telepat der kontrollere en. Cora kigger stille på ham "Hvem kan lave sådan noget" mumler hun irriteret

Hvis man kunne se mere forvirret ud, skulle man lede længe. Der var ingen ende på, hvor forvirret, Xavier så ud til at være. Han rystede flere gange på hovedet, mens hun snakkede. Så det var altså Cora. Jamen.....
"Hvis du er Cora, hvorfor sagde du så Nattalia lige før?" spurgte han, og uden meget pause forsatte "og hvad mener du med at fjerne en blokade? Der var ingen blokade for mig, det må være vinden, der gjorde det. Hvad end den vind så betyder." han tænkte lidt, kiggede så på hende igen "....men hvad mener du med, hvem kan sådanne? Kan hvad?"

"Mit fornavn er Nattalia og jeg har sjældent ingen forsvar oppe mod folk som dig" svare hun irreteret "og vinden vil ikke kunne det." tilføjer hun og kigger irreteret på ham

"Og vinden er formentlig en anden mutant der kan noget lignende. farven varrierer men det har noget med vind og går, så det må du fortælle mig, jeg kender ikke dem der går her på skolen" svare hun og trækker sig lidt væk fra ham, da det sjældent bliver taget godt imod når det sker for hende.

"Hmm.... Måske det er Leech, der gør det så. Hans evne, så at kalde det, er at få os mutanter til at være som mennesker, at miste vores evner for en stund. Hvis jeg ikke tager helt fejl, sidder han ved din side lige nu for at hjælpe dig med at holde dine evner i skak." Xavier kiggede rundt, lavede nogle forskellige ansigtsudtryk, og tænkte. "hmmm..... nej, nej, ikke ham..... hvad med..... nej, heller ikke hende... hmmmm...... AH HA! JEG VED DET!" udbrød han "Det er sikkert Storm i så fald, hendes evner ligger til hendes navn. Hun kan skabe storm og på anden vis lege med vejret, lige som det passer hende. Det er måske hendes vind...... du.......... vent lige et øjeblik, vil det sige, din evne er at kopiere andres evner, og muligvis beholde dem?" slutter han af, en smule overrasket, som om det ikke rigtigt er gået op for ham endnu, hvad det er hun rent faktisk sagde.

"Han påvirkede det ikke sidst, det er ofte fordi jeg har ondt eller en ny evne fæstner sig" sukker hun og laver en let bevægelse der skaber små stød "så Storm kan kontrollere det?" spørg hun og trækker sig igen lidt mere væk
"muligvis, nej, jeg beholder dem, til ret stor irritation" svare hun "selvom jeg selv kan bestemme hvilken jeg vil have med videre, så skal jeg lære dem at kende" sukker hun

Tanken virkede overvældende. Det ville i princippet sige, hun kunne samtlige elevers evner på hele skolen, hvis hun lærte dem lidt bedre at kende, end blot som klassekammerater. 'Ah, mon dog, der må da være nogle grænser. Hun kan ikke mine evner, ser det ud til.' tænkte han, og kiggede op. Han havde ikke lagt mærke til, hans blik var faldet. "Vil det sige, at hvis du kommer til at snakke noget mere med Storm, så vil du og hende kunne slås om, hvad vejr, det rent faktisk skal være her?" Han var chokeret, ja, men tanken virkede så overvældende, at det ikke kunne være helt sandt. Mon dog, så gammel var hun jo heller ikke. Men hvis hun nu blev på skolen...

"teoretisk ja. Jeg har evner som jeg kun ar set få gange foruden dem jeg er født med" svare hun med et suk "så ja det kunne man vel godt selvom det virker latterligt. Men sådan er det men du har jo mødt E10"smiler hun venligt

"E10? Hvem er E10?" spørger han og kigger forvirret på hende. "Men lyder retfærdigt nok, hvad evner er det så, du er født med?" Han kiggede rundt, og prøvede at finde en måde at beskrive stedet de var på. "Har du ikke lyst til, at vi fortsætter vores samtale her på mit kontor i stedet for at vi gør det mentalt? Jeg er ved at være en ældre herre, så min energi er ikke hvad den har været, ser du nok" han halvgrinede og pegede ned af sig selv. Hans omrids begyndte at flakke en smule ind i mellem, som var hendes blokader ved at komme op og kører igen, men det kunne også bare være fordi Xavier mentalt var ved at være udmattet.

Væsenet viser sig et kort sekund før det igen forenede sig med Cora "det er ikke sikkert du får så meget af vide. Jeg er kun en afspejling af hvem jeg plejede at være." svare hun omgivelserne afslørede pludselig hvor langt inde Xavier endelig var "måske en dag" svare hun stille og kigger trist ned.

Cora ligger nogenlunde roligt men Logan kan stadig mærke at hun er anspændt.

Xavier forstod pludselig, hvorfor det var så udmattende for ham at være her. Han havde kun få gange før været så langt inde i sindet hos en person, en af disse var Jean Grey, de andre var nogle, ingen andre kendte til.
"Vil det sige, væsenet er E10?" spurgte han, og trak på smilebåndet, lige indtil Cora fortsatte. "Jamen i så fald, vil jeg blive her, så længe jeg kan komme til det, for at lære dig noget bedre at kende, jo mindre du ikke vil have det?" sagde han spørgende, og lagde mærke til hendes tristhed. Han tog over til hende, og prøvede at tage hendes hånd.
"Du høves ikke være trist, vi skal nok finde ud af noget, ikke? Men hvad mener du med at det er en afspejlning af, hvem du engang var? Skjuler Cora et eller andet, som hun ikke er klar til at vise frem endnu?" spørger han, og kigger nysgerrigt på hende, og fortsætter så.
"Vil du ikke fortælle lidt mere om dig selv?" Han flakker godt nok stadig, men det er ikke blevet værre end for 5 minutter siden.

Logan ligger mærke til Cora's anspændthed, og tager derfor hendes anden hånd i sin, og undersøger hendes ansigt grundigt for tegn på, om hun måske snart ville vågne. 'Xavier, hvad er det du laver i hendes hjerne? Hvad er det, der sker?' tænker han til Xavier. Xavier er dog så langt væk fra sin krop lige nu, at han ikke hører det med det samme.

Hun kigger på ham "spørgsmålet hvad skjuler Cora er nok nærmere hvad er blevet gjort ved hende eller os" sukker hun og lader ham tage hendes hånd. Hun er varm anderledes end andres indre men intet tyder unormalt i forhold til det der var sket derinde. "jeg var ti da alt hvad jeg kendte til forsvandt" svare hun roligt selvom det er tydeligt hun nære stort had til det "jeg var som alle andre eller det troede jeg" sukker hun letter opgivende


Cora vågner med et sæt alt i hende dirrer "hold dog væk" råber hun rasende

Mentalt: Pludselig bliver Cora mere slørret går i flammer og ligner nu E10. Væsenet kigger sørgmodigt på Xavier og skraber let op før den flyver dybere ned.
Der er nu helt mørkt med undtagelse fra Cora (som hun ser ud nu) der kigger fornærmet på ham

Han begyndte at flakke endnu mere end før, som var der nogle, der stod og rystede i ham hvert andet sekund. "Hvad skete der da, da I var ti?" spørger han, lige inden hun fortsætter.

Logan reagere forholdsvis hurtigt på hendes opvækning, og ligger en hånd over hende, så hun ikke kommer til at skade sig selv, eller springe for hurtigt op.
"Rolig, rolig! Der sker dig ikke noget! Bliv blot liggende, du besvimede, så du skal ikke bevæge dig for meget lige nu." han kiggede undersøgende på hende, og slap hendes hånd, stadig med en arm liggende løst, men bestemt over hende. Hun ville sagtens kunne komme ud af hans 'greb', hvis hun ville.

Xavier ser til, mens Nattalia begynder at blive slørret, springer forskrækket tilbage, da hun går i flammer, og ser forvirret til, da E10 forsvinder, og Cora dukker op.
"Undskyld Cora, du lukkede mig selv ind. Skal jeg gå igen?" spørger han, da han lige er kommet sig en smule over chokket.

Cora kigger blot forvirret rund og lader sig falde ind mod logan og lukker øjnene og mumler "det gør ondt"

Cora kigger på Xavier men siger intet. Hun folder vingerne ud og flyver op ad. Alt fra hvor hun lettede er lukket af. Han kan se væsenet flyve rundt men det kan ikke kommer længere op.

"Jeg ville tage dine smerter hvis jeg kunne, men det er en af de ting, jeg desværre ikke kan. Men bare vent dig, Xavier skal nok hjælpe dig!" sagde han roligt, mens han aede hende beroligende på armen.

Xavier forstår hentydningen, og bevæger sig stille ud af.
"Du kan altid komme til mig, jeg vil ikke trænge mig på, og du har lov til selv at bestemme, hvornår du er klar til at fortælle mig eller en hvilken som helst anden, hvad det er, der er sket." siger han, og bevæger sig da næsten helt ud, mens han kigger undskyldende på E10. Som han kommer tættere og tættere på sig selv mentalt, begynder han at høre alle dem, der vil have fat på ham, og at der er nogle, der er på hans kontor også. Han husker ikke selv at have bevæget sig fra gangene mellem svømmehal og spisesal og over til sit kontor, så nogle må have ført ham derover.

Hun bliver mere rolig som Xavier forlader hendes sind "han mener det godt" mumler hun i kærlige toner før hun igen besvimer af udmattelse

Xavier kom helt tilbage til hans eget sind nu, og så, hvordan der stod en masse i en ring omkring ham. Han fik dem genet væk, og fik tilkaldt Storm til sin placering, og bevæger sig så langsomt over imod elevatoren for at komme op til Cora og Logan.

Logan smilede stort, Xavier måtte have gjort et eller andet.
"Ja, det har du ret i. Xavier vil dig intet ondt, han prøver kun at hjælpe" siger han, slipper hende så med den ene arm, som han rækker over mod den sovende Leech. Han ryster lidt i Leech, som ikke reagere, men får så besked fra Xavier om, at han er på vej, hvilket gør, Logan igen koncentrere sig om Cora.

Cora trykker sig ind til logan og virker ikke så gammel i få sekunder før hun begyndte at røre på sig. Hun har åbnet øjne men vil ikke rigtig røre sig i frygt for hvad der vil ske.

Elevatoren plinger, og Xavier kommer trillende ud, på vej over imod dem. Hvad der venter foran ham, er noget, han ikke før har set. Storm fandt ham, lige inden han trillede ombord på elevatoren, og går derfor lige bag ham lige nu. Hun kigger lige så forundret rundt over det hele, som Xavier gør.
Stortset overalt på gangen er der tydelige tegn på kamp. Nogle steder, er der endda stadig flammer i blomster, som væg, som lamper, og hvad der virker som værende midt ude i ingenting. Midt i det hele, sidder og ligger Cora, Leech og Logan. Logan sidder med ryggen til Xavier, og ser ham derfor ikke komme, men hører ham i tankerne. Xavier og Storm stopper op, mens de undersøger omgivelserne.

Da Cora åbner øjnene, kigger Logan bare på hende.
"Hej, velkommen tilbage! Er du okay?" siger han, og kigger ned af hende, for at se, om alle hendes sår efterhånden var ved at være helet. "Vil du op og sidde?" spørger han, og hjælper hende (hvis hun vil) op og sidde, dog uden at lade Leech slippe hendes hånd.

Cora ryster stille da hun sætter sig op og klemmer lidt ekstra omkring Leech hånd i frygt for at det vil begynde igen. De fleste sår er helet det eneste der er åbnet er det der ligger ned over hendes brystkasse og hvor det er dybest er brystbenende stadig synlige, de har en let lilla farve i forhold til Logans som er rent adamantium, det begynder at hele langsomt da det er dybt, det bløder ikke, såret lukker sig fra bunden og op, nede og ud, hvilket begyder at konglen er synlig i nogle minutter før det er dækket og da det er det, heler det hurtigt.

Det slår gnister i øjnene på hende da hun ser Xavier. Det lyser ud at af hende at han gik forlangt.