Hospitalet vendes op og ned

forsættelse af denne tråd

Elevatoren plinger, og dørene går op. De er endt direkte nede i Hospitals fløjen. Logan kigger rundt, det er længe siden han sidst har været her. Han kommer her ikke ret ofte, det minder ham om der, hvor han mistede sin bror og han selv fik metal i kroppen frem for at have kløer af knogle. Væggene var ikke som man forventede af et almindelig hospital. Der var mere cremefarve og andre farver på væggene, end der var hvidt. Dog var der intet rødt, eller tegn på blod nogle steder. Rundt omkring gik flere sygeplejere, og enkelte elever lå i sengene, mens andre prøvede at gå rundt eller havde besøg eller noget helt tredje. Sengene stod med pæn afstand til hinanden, der var plads til enerum, og et eller andet sted, mindede det ikke rigtigt om et hospital. Der var alt for farverigt og for meget liv og glæde. Der var vinduer ved begge sider af alle sengene, der var massere af plads ude midt i, og i det hele taget var der meget åbent. Helt nede ved endevæggen var der fyldt med vinduer, så der kom massere af dagslys ind, og midt i det hele, var der en terrassedør, som man kunne gå ud gennem, den var forholdsvis bred, og der var massere af plads udenfor på terrassen. Man kunne gennem døren lige skimte den rampe der var, fra terrassen og ned til et kæmpe græsareal ude foran, hvor der også var sygeplejere ude med nogle enkelte elever. Cora og Leech fik ikke ret meget opmærksomhed som de blev skubbet igennem rummet, og sat nede ved de sidste vinduer, tættest på terrassen. Leech var vågnet op i elevatoren, og lå nu og kiggede rundt, forsøgte at finde ud af, hvor han var. Han så et eller andet i loftet, som han kunne genkende, og begyndte at grine. Det han havde fået øje på, var en tandstiks mands tegning, der viste, hvordan han var blevet reddet i første omgang. Han vidste dette, fordi han selv havde været med til at tegne den. Han kiggede over på Cora, og pegede op på tegningen, mens han grinte videre. Logan var gået om på den anden side af båren da Leech var vågnet og nogenlunde ved bevidsthed til at vide, han ikke skulle slippe Cora, og trak nu en stol over ved siden af Cora's båre, og satte sig der.
"Hvordan har du det?" spørger han, ryster meget lidt i nervøsitet over at være her, mens han kigger spørgende og undersøgende på Cora.

Selv om at Cora ikke kunne komme op holde hun meget øje med dem omkring. Hun fik det til gengæld dårligere og dårligere, desværre ikke af den synlige slags. Hun kigger studerende på leech men siger intet.
Hun kigger på Logan "hvis vi to var i samme båd vil den aldrig være her" svare hun og forsøger at række hånden op mod logan da et jag går igennem hende og hun derefter ligger helt stille.

Logan kigger forvirret på Cora
"Den? Hvilken 'den'?" spørger han, og ser så hendes hånd komme halvt op imod ham, inden den falder ned igen. Han rejser sig hurtigt, så hurtigt at stolen han sad på, vælter bagover og ramler larmende ned i jorden. Flere af sygeplejerne og eleverne kigger forskrækket over til dem, men ingen i det lille hjørne anser dem, da Cora nu slet ikke bevæger sig. Logan ligger hendes hånd op på sengen igen, og ligger så sine hænder på hendes skuldre, og 'ryster' stille i hende.
"Cora? Er du okay?!" udbryder han, og prøver at finde ud af, hvad det er, der er galt. Xavier og Storm kigger rundt over det hele, loft som gulv som vægge og vinduer, overalt kigger de, for at finde ud af, om der er noget i lokalet, der kunne have forsaget dette. De to sygeplejer, der havde været hos dem hele tiden, begyndte straks at undersøge Cora fra top til tå, manden stiller sig imellem de to båre, og holder Leech og Cora's hænder sammen, mens kvinden undersøger hende ydeligere.

Cora reagere ikke det mindste på Logans forsøg.
Der er ingen forandring i omgivelserne foruden at leech forsøger at holde fast på samme tid med at han er på nippet til at slippe hende.
Det er ikke noget synligt for hvad der sker andet end leech der kæmper med i at holde ved og Cora der ligger helt stille mens hun trækker vejret i små gisp.

Den mandelige læge får større og større problemer med at holde hænderne sammen, mens Leech også har problemer med at holde ved hendes hånd. Han prøver derfor at sætte sig op, og ligger nu den anden hånd på hendes ben, efter at have skubbet tøjet til side, så han kan komme til huden. Først der, slipper han Coras hånd. Han vil altså stadig holde hendes evner i Skak, eftersom han har hud-kontakt med hende.
"Xavier! Hvad sker der? Gør dog noget!!!" nærmest skriger Logan, mens en helt tredje læge kommer til, hun bliver dog sendt væk igen, for kort efter at komme tilbage med en tank og en iltmaske, som de sætter på Cora.
Xavier, der stadig er en smule skræmt over tidligere, har sine tvivl om, hvorvidt han skal gå ind i hendes sind igen, eller skal lade være. I øjeblikket venter han lidt, kører dog over, så han holder ved hendes hoved.
Leech er blevet udmattet, og har derfor lagt sig ned igen. Lægen har skubbet hans seng helt over til Cora's, og hjælper nu Leech med forsat at holde fast om Cora's ben.

I det Xavier rør hende bydes han velkommen med E10 der angriber de indre barriere Cora selv har sat op mens hun selv forsøgere at snakke til den. Hun kigger vred på Xavier da hun opdager ham "se hvad du har gjort" siger hun koldt "fordi E10 blev vist vejen til overfladen kan jeg ikke kontrollere det! Jeg ved ikke med dig men jeg har ikke just løst til at lukke en føniks ud og selt ikke i det humør" hvæser hun og må igen sætte en barriere op omkring fuglen

Xavier trækker sig hurtigt ud igen, beder så de andre holde hende fast, hvilket de gør, og stiger så ombord igen.
"Må jeg hjælpe eller vil du hellere klare dette selv? Hvad kan jeg gøre?" spørger han. Han vil ikke gå længere end hun selv tillader det, men begynder dog at lave barrikader, der får lov til at flyve i luften, så hun kan tage dem og bruge dem hvis hun vil, ellers forsvinder de af sig selv efter 5-6 sekunder.

Cora kigger stille på ham men nikker så "den skal ned til jeg kan komme uden for" svare hun og bruger barrierene til at skubbe E10 længere ned "jo længere ned vi får den jo svagere er den. Det er intet problem at få den op det er ned der er problemet. Normalt vil jeg give den i flyvetur men det er for risikabelt fordi jeg ikke har energi til at stå op" siger hun små irriteret og skubber E10 ned ad igen

Xavier nikker blot, og går så igang med at lave flere barriere, samtidig med at han skubber E10 ned af, så godt han kan komme til. Hans mentale flytilstand, gør det lettere for ham at bevæge sig rundt, men hans ben er tit i vejen, eftersom de ikke altid vil fungere mentalt heller. Han trækker sine ben op, og ligger dem i skrædderstilling, inden han flyver over imod Cora igen, skaber 10-15 hurtige skjolde, og går så igang med at lave en kuppel, der kan skubbe E10 nedad. Kuplen kommer frem, og Xavier trækker i sidste sekund Cora lige udenfor kuplen, inden han skaber en mere, der ligger sig oven på den første, mens en form for bund skabes under den første, så E10 nu vil være spærret inde.
"Hvorfor er det egenligt, du spærre E10 inde?" spørger han, imens han arbejder "Jeg troede det var en del af dig selv? Hvad er det, den rent faktisk er?" Han laver endnu en kuppel, som ligger sig ovenpå de to andre.

Cora kigger stille på hans kuppel og laver så selv en selvom den første ikke er så god, får hun hurtigt lært det "jo og nej. E10 kom senere til, og den har lov til at være her men den er i dræbere humør lige nu så synes måske ikke det er det rigtige tidspunkt at lade den gøre som den vil" svare hun og sender en lilla kuppel ned over den,hvilket resulterer i at den giver op og lader sig falde "lad os komme op, der går en to tre dage før hun kommer op" smiler hun og flyver mod overfladen

Cora begynder at trække vejret mere jævnt og falder til ror på en naturlig måde.

Xavier ser til, mens hun laver kupler, der ligner hans egne, men i lilla. Han smiler stort.
"Du lærer hurtigt! Hvis du nu gør sådan her..." han holdt sine hænder synligt fremme, mens han viste hende præcis hvordan han gjorde "... så bliver dine kupler stærkere. Hvis du samtidig tænker positivt og på, hvad du ville ønske kuplerne skulle være stærke som, så holder de endnu bedre." siger han, og ser nu, hvordan E10 har givet op, smider selv et par ekstra kupler ovenpå de eksisterende, som er synligt stærkere og tykkere end de andre han har lavet, og følger så efter Cora.
"Jeg tror dog, de vil holde lidt mere end et par dage. Sidst jeg gjorde sådanne her, tog det mig godt nok en times tid, men jeg holdt til gengæld ens indre dæmon fanget i godt 30 år. Du kan spørge Jean hvordan det er, at have en ekstra 'ven' i nærheden hvis du vil." han kæmper for at følge med Cora, som i sin unge alder er en smule hurtigere end den efterhånden meget ældre og udmattede Xavier. "Men tak fordi du lader mig hjælpe, og endnu engang undskyld for at jeg rodede rundt tidligere. Dine barrikader var der ikke, så måske det er E10 der har fjernet dem og ladet mig ind, jeg ved det ikke, men jeg mente i alt fald intet ondt med det, jeg prøvede kun at hjælpe." Mens de forsætter opad, sakker han mere og mere bagud, som de nærmede sig overfladen. "Gider du sænke farten lidt?" råber han, lige inden hun forsvinder ud af syne. Cora er nu kun at se som en skikkelse, ret langt væk.

"tak for hjælpen" svare hun
Cora standser og flyver tilbage og følger så hans tempo. "E10 er ikke en dæmon, hun er blot frustraret over hun ikke må komme ud og flyve" svare hun bestemt Cora laver lups for at sænke farten så de følges op "det kan være hun er lidt drilsk nogle gange" smiler hun "normalt vil hun ikke herop så hvad end i snakkede om har virkelig gjort hende nysgerrig" smiler hun da de når overfladen.

Cora gisper ikke efter luft og hun ligger mere uroligt, det ligner nu blot at hun er besvimet.

Xavier smågrinede. "Nej, men det var mere for at sige, at jeg før har prøvet at skulle sørge for, ting ikke slipper ud. Jeg siger intet om, at E10 er en dæmon" Da Cora begynder at lave loops, kan han ikke lade være med at grine. "Undskyld, jeg er så langsom, jeg har brugt rigtig meget energi idag, og jeg er ikke helt ung mere."
"Vi nåede ikke at snakke ret meget, jeg spurgte bare ind til hende og Nattalia, det var alt. Men du siger selv det til andre, du vil have de skal vide. Jeg vil ikke blande mig, jo mindre jeg er nødsaget til det." siger han, lige inden de rammer overfladen. Han ånder lettet op, da han kommer tilbage til sig selv, og ser, hvor roligt Cora nu ligger sammen lignet med tidligere. Hun skulle nok komme til at få det godt.

Logan, der har været med til at holde hende fast, slipper hende igen, da Xavier kommer til sig selv igen, halvt grinende og stort smilende. "Er hun okay?" spørger han, og kigger spørgende på Xavier. Han nikker blot. "Hun er mere end okay" siger han, og griner så lidt mere. De andre slipper også, med undtagelse af Leech. Xavier kigger på Leech, og overveje. Nej, det ville være bedre, Cora selv beder ham slippe. Iltmasken bliver dog ikke fjernet lige med det samme, lægerne vil lige se, hvordan hun har det, når hun vågner, før de vil fjerne den fra hende. To af lægerne går væk, efter at have modtaget et nik fra Xavier, kun kvinden bliver tilbage, mens hun roligt undersøger Cora igen, og prøver at tage hendes blodtryk.

Cora hænger lidt efter Xavier tog ud og kigger ned mod E10 og sukker så. Der går en halvtimes tid før Cora begynder at vågne, men da hun gør er hun hurtig til at rive iltmasken af og kaster den væk. Der går lige et par sekunder før hun falder til ro igen og ligger så og kigger på Logan med et let smil

Xavier snakker lidt med lægerne, inden han forlader rummet sammen med Storm. Kun Leech og Logan er ved sengen da Cora vågner. Leech er begyndt at have mere energi, så han sidder op, dog stadig holdende om Coras ben. De sidder og snakker om nogle forskellige elever og lære på skolen, og andre ganske almindelige hverdagsting.
"..... og så tog han de her øjne fra Sorera, og satte dem ved halen på sin kat, og gik rundt og sagde, han havde forvandlet sin kat til en elefant!" sagde Leech halvgrinende, og både Logan og Leech brød ud i et højlydt grin, så tårerne stod ned af kinderne på dem begge. Logan så iltmasken flyve, og blev næsten helt stile. Små grin kom stadig, og mellem sine grin, fik han kigget på Cora, og så godt han kunne, fik han spurgt:
"Hej, velkommen tilbage! Hvordan **grin** hvordan har du det?" spørger han, og tørrer så øjnene og kinderne.

Hun kigger undrende på dem "bedre. Hvis leech tør må han godt slippe" siger hun med tryk på tør som om leech på ingen måde burde gøre det. Hun sætter sig op og slår med vingerne uden den store virkning "øv de sover" mumler hun og strækker dem. De ligner de bukker sig ud af led før de flyttes tilbage på plads

Leech smiler, og som hun sætter sig op, slipper han, eftersom han ikke længere kan nå hendes ben, og rækker istedet hånden ud, så hun kan tage den, hvis det bliver nødvendigt.
Logan dukker sig hurtigt da hun sætter sig op, og undgår lige med nød og næppe at få hendes ene vinge i hovedet. Han trækker stolen længere frem, så hun kan bevæge sine vinger frit, og ser fascineret til mens hun strækker dem.
"Jeg tror lige der går lidt, før du kommer til at have det, som du plejer. Det er immervæk nogle timer, der er gået, hvor du har lagt ned." udenfor var det begyndt at blive mørkt, og flere af de før besøgende, var der ikke mere. Stuen var meget mere stille, i forhold til da de ankom, og der var kun tre læger på hele stuen, deriblandt også den kvinde, der havde hjulpet dem tidligere. Hun kom over til dem, da Cora strakte sine vinger.
"Godt at se dig oppe!" siger hun, ser så hvordan hendes vinger bukker sig. "Uh, det ser ikke helt godt ud. Må jeg....?" spørger hun, og peger på vingerne, som hun vil undersøge, mens hun undersøger med blikket, hvad det er, der sker.

Cora strækker igen vingerne "lort" mumler hun da den satte sig fast i en træls vinkel, selvom det ikke er helt synligt

"undskyld" smiler hun til Logan, da hun opdagede hun nær havde ramt ham.
"det må du godt" svare hun til kvinden, velviden at hun havde nægtet ham at røre dem. Hun forsøger at komme til at sidde mere behageligt efter vingen satte sig.

Logan hjælper hende, med at få sig drejet og sidde mere behageligt, så lægen kan komme til. Han er en smule tøsesur, fordi hun får lov at lege med hendes vinge, mens han ikke selv får lov.
Lægen kommer over, og begynder at undersøge hendes vinger, lige så meget i nysgerrighed, og da hun når til det sted, hvor den havde sat sig fast, prøver hun at finde ud af, hvordan hun bedst kan få fat, så hun kan få den løsnet igen. Hun mærker, hvor stærke Cora's knogler er, og kigger så på Cora, derefter Logan. "Cora, jeg tvivler på, jeg er stærk nok til at sætte den på plads. Er det okay, Logan hjælper?" hendes hænder bliver ved med, forsigtigt at undersøge omkring det sted, den havde sat sig fast.

Cora smiler undskyldende til Logan, da hun ser hans mine. Hun bryder sig ikke synderligt om at hun er bag hende og det kommer også til syne i at hun sidder en smule uroligt.
Cora når kun lige at nikke som svar før hun gir et skrig fra sig da kvinden rammer et punkt mellem vingen og skulden, det slår lette gnister omkring hende, som forsvinder hurtigt igen
"Styr dig lige" hvæser hun bag efter og forsøger at holde sig i ro selvom det gør så ondt.

Kvinden springer forskrækket tilbage ved hendes udbrud, venter et øjeblik, og træder så langsomt frem igen. "Undskyld, det var altså ikke meningen!" siger hun meget undskyldende, og prøver langsomt at mærke sig frem igen, for at finde ud af, hvor det er, det gjorde ondt, så hun kan undgå området. "Men må Logan hjælpe?" spørger hun igen, uden at røre denne gang, venter hun på svar.

Cora sidder uroligt og trækker vejret dybt et par gangen og nikker så "det må han godt, men pas på for det gør ondt" svare hun med et suk og forsøger at folde vingerne ud, men den venstre side folder sig ikke ud som højre side. Der undslipper et suk fra Cora da hun ved hvad der er galt og at det kommer til at gøre ondt.

Logan kigger undskyldende, dog glad og takkende på hende, mærker så på den højre vinge, for at mærke, hvordan det skal sidde, inden han, så forsigtigt han kan, mærker på den anden vinge, og mærker hvor forskellen er. Da han mærker hvordan Cora trækker på sig i smerter, stopper han straks, og går om på den anden side af hende, så han står med fronten imod hende.
"Cora, vær ærlig, skal vi finde noget smertestillende til dig? Jeg har en fornemmelse af, det ryger lige så hurtigt ud af dit system igen, som det gør med mig, men vil det ikke være det værd?" Han kigger på hende, bedende, og kvinden går også om, og kigger på hende.
"Ja, jeg kan sagtens finde noget til dig, hvis det er, vi har endda nåle, der kan gå ligeså godt igennem Logans hud, som mursten og alle former for metaller." hun smågriner "Vi har prøvet lidt af hvert, med de elever, der er på skolen, og har været på skolen." slutter hun, mens hun for sig selv tænker på alle de mange elever, hun har tvunget nåle igennem, med hud der er tykt som tyndt.

Cora rykker på sig hver gang der bliver rørt ved venstre vinge "Jeg ved ikke om jeg kan optage det." svare hun og kigger ned i gulvet mens tankerne flyver omkring de mange gang hun har måtte klare sig uden smertestillende ved dem der skabte hende. Hun trækker vejret dybt et par gange på grund af smerterne "Men hvorfor ikke prøve" siger hun så med en smule optimisme i stemmen

Logan smiler stort - lidt optimisme har hun dog stadig tilbage. Han kigger over på lægen.
"Hannasiel Medha, gider du finde det?" spørger han hende. Medha nikker, allerede ved at finde nålene. Hun kommer tilbage med en nål, der er ret tynd, og som man ikke skulle tro, kunne noget som helst, hvorefter hun stikker den i en form for orange substans, og trækker det op i nålen, og går så over til Cora igen, tager hendes arm, og prøver at finde en god åre at stikke i, hvorefter hun så vil stikke. Hvis hun ikke finder en på den arm, tager hun den anden arm og gør det samme.