Unoder i offentligheden

Cora kiggede sig hurtigt omkring sig, der var ikke mange mennesker på denne tid af døgnet, hver fald ikke ude hvor de unge boede. Hun smadrede et vindue til en af boligerne, hun vidste der ikke var nogle hjemme efter som det var små 20 minutter siden dem der boede der var gået ud i byen. Hun kravlede ind og kiggede sig hurtigt omkring der inde, der var heller ingen børn i huset, det havde hun prøvet en gang eller to. Hun gik ud i køkkenet for at finde noget at spise, det var hovedsageligt derfor hun brød ind i huset, også for at få et bad. Cora åbnede køleskabet og fandt nogle rester, hun ville ikke tænde noget lys, i risiko for at hun ville blive opdaget. Derefter gik hun i bad og satte sit hår, fik vasket tøj og smuttede derefter ud af bagdøren.

Cora smuttede gennem nogle gyder før hun kom til et park område, der var mange mennesker, så hun holdte sig på afstand af dem, indtil hun opdagede at de var som hende. Hun stod og kiggede mod dem, de var alligevel anderledes end hende. De holde hele tiden øje med omgivelserne, som om de var bange for de normale. Deres opførelse kedede hurtigt Cora, så hun slog med vingerne og satte af, hun var næsten helt usynlig når hun fløj. Hun ledte mest af alt efter et sted at overnatte eller gemme sig til det blev mørkt igen.

Cora så huset, stort var det, men det så ikke ud til at der var mange folk der. Hun ladte mellem nogle træer, og begyndte at snige sig let omkring, pludselig stoppede hun op, førelsen af at have en telepat i nærheden dukkede pludseligt op. Hun vidste at hun skulle stole på sine sanser omkring dem, de kunne sløre hvor de var, ændre verdensbilledet, kontrollere én og det var blot nogle af de ting Cora hurtigt tænkte på når hendes sanser blev skæret på denne måde.

Cora kiggede ind mod huset, hvis der boede sådan en her, var det forståeligt nok at der ikke var nogle, for hvem vil lige finde sig i at få rodet rundt i ens tanker. Hurtigt valgte hun at finde sig et skjul, hun vidste at telepatten ikke ville kunne lokalisere hende, blot vide at hun var et sted i nærheden, men ikke mere, intet navn, fortid, evne, ikke andet end at hun var der et eller andet sted. Hun lukkede øjnende og faldt i søvn, solens stråler kunne ikke nå hende, hvor hun var, og buskaset gemte hende godt for alle andre, måske kun hendes duft afsløre at hun var der.

Hun vågnede ved en masse larm, det skrig til hende at hun skulle komme væk og det var hurtigere end hurtigt. Hun kiggede gennem buskaset, en dreng og en pige sidder ikke langt fra hende men med ryggen til så hun vælger at blive siddende til de to unge går, derefter sætter hun af og flyver væk. Ind i byen er der meget liv i gaderne men det siger hende ikke så meget, så hun vælger at finde et mere afsindigt sted, hvor nogle unge hovedsageligt drenge holder til. Nogle af dem stikker mere ud af mængden end andre, blandt andet drengen, med det blonde hår og brune hud (Spyke), han så mest af alt ud til at holde øje med nogle af dem der stod på skaberak, pludselig bliver Cora skubbet til at en eller anden person "Hej se dig dog for!" Hendes stemme var kun høj nok til at drengen kunne høre hende "Hvad sagde du" Hun kiggede på ham, undersøgte ham, som havde hun fået til opgave at rydde ham af vejen "Du skal se dig for" hun kiggede på de andre der stod bag ham, den ene var stor, for stor til at være normal, en med snehvidt hår og en underlig tynd krop og den sidste hoppede når han bevægede sig rundt "Og hvem tror du lige du er" Cora kiggede igen på drengen, hvis hun ikke vidste bedre ville hun mene han kom fra Grækenland "Jeg er Cora og du er" han smilte, hans øjne genspejlede hendes vinger som var mere eller mindre skjult af træerne "Jeg er Lance Alvers, og vi har mere til fældes end du tror" Cora kiggede lettere irriteret "Når så du har også været i Grækenland" Lance nikkede, hans venner var gået og var begyndt at irritere andre "Jeg tro du skylder mig en undskyldning for at have gået ind i mig" Cora lød hævet over Lance, hvilken fik ham til at afsløre sin evne til at skabe jordskælv. Cora fik først et chok for hendes instinkt tog over og fik hende til at lette få centimer over jorden, mens han lavede sit lille støns, Cora samlede hurtigt tankerne og sendte to små lilla energi kugler frem mod ham, som han undgik, Cora ladte på jorden igen og styrte frem mod Lance med en lilla kugle i hånden.

Selv om Meloni havde brugt meget af tiden forleden med at snakke med Logan, så skulle det ikke forhindre ham i at have en hyggelig tur i parken sammen med det andre, selvom han nu helst ville side for sig selv med sit tegnegear, så var der lige nu for meget larm til at tegne. Meloni opdagede en pige som han ikke havde set før, hun snakkede med Lance (npc) og det virkede ikke til at behage hende, pludselig rystede jorden og Meloni faldt ned fra bænken han havde sat på og nogle af tegnetingende faldt også på jorden. Meloni kiggede mod Lance da to små eksplosioner. Pigen løb mod Lance med en lilla kugle i hånden, vred var vidst ikke ordet. Lances venner var stoppet med at drille de andre og stirrede også mod, Pigen og Lance, kunne Meloni konstanter da han kiggede sig omkring.

XAVIER

Xavier havde taget alle de nyeste elever ud på en skovtur for at de skulle prøve at opleve verdenen udenfor under kontrollerede omstændigheder, selvfølgelig. Leech var med til at hjælpe, hvis nu nogle af dem ikke kunne styre deres evner så godt alligevel. Logan, Jean og Storm var også med, men Logan var mest med i tilfælde af, Meloni havde brug for ham. Lige nu, stod Logan under et træ over i hjørnet med nogle elever omkring sig for at styrketræne. Logan holdte dog hele tiden øje med Meloni som sad og tegnede. Da der lød jordskælv, vendte alle lærerne sig samtidig imod lyden. Storm gik derover imod, og kiggede efter, hvad der skete. Da hun så pigen derover flyve, og ikke lige umildbart kunne genkende hende, sendte hun besked efter Xavier, samt om tilladelse til at bruge evner til at få pigen ned. Ikke længe efter, fik hun tilladelse og advarsel om, hvad og hvem det i virkeligheden var. Storm sank et par gange, og begyndte så at bruge vinden til at få Cora nedad og samtidig prøve at presse hendes vinger ind til hendes krop. Imens kom Leech også over imod dem for at hjælpe Storm, og han begyndte roligt at udvide sit evne-felt for at få Cora under det, så hun mistede sine evner, dog uden at få Storm ind i denne ring, hvilket var den store udfordrende, og det gik derfor langsommere end Leech havde ønsket.

Cora mærkede den stigende vind omkring hende og stoppede, hendes tanker havde ikke skiftet mål hun vil have den undskyldning fra ham, men lige nu var vinden for stærk til at hun bare kunne ramme ham. Hun ledte efter den person som skabte vinden men måtte tage sig til takke med at hun ikke kunne ramme kvinden. Cora rettede igen sin fulde opmærksomhed mod Lance, som var stukket af. Cora vente sig mod Kvinden med det hvide hår, og bevægede sig roligt over mod hende "Hvem tror du lige du er" Coras stemme var mere snerren end en endelig stemme.

XAVIER, STORM

Storm sænkede sig langsomt ned mod jorden, landede dog ikke 100% på selve jorden. Hun havde jo lige set, hvad denne pige var i stand til.
"Jeg er Storm, lære på den skole, som eleverne her er på udflugt med. Må jeg få at vide, hvem du er, unge dame?" Spurgte hun med et smil, roligheden kunne mærkes i stemmen. Kendte man bare lidt til stormvejr, ville nogle mene, dette kunne være stilheden før stormen.

Hele tiden bevægede Leech sig kun tættere på. Han var nu så tæt på at han hvert øjeblik det skulle være, ville få Cora "fanget" i sin ring, ude af stand til at bruge sin evne.

Xavier bevægede sig også nærmere. Han prøvede at finde ud af, hvad dennes evne var, og hvorfor han ikke havde set hende før nu. Hun lignede en han havde set et eller andet sted før, han kunne bare ikke sætte sted på det.

Cora kigger på Storm. Hun synes ikke specielt om at få sendt vind imod sig på den måde "Det kommer enedtlig ikke dig ved og lad vær med at bland dig i andres affædre" svare hun spydigt tilbage i det hun opdager manden der langsomt bevæge sig tætter på. Hun bakker lidt ind mellem trænende og står så hun har overblik på dem.
Hun skaber en lille lilla bolt og sender den mod manden (Leech) i håb om at han standser i samme sekundt bliver hun opmærksom på en telepatisk person, godt nok ved hun ikke hvem det er men hun lukker kun mere af for personen i håb om at vedkommen afsløre sig selv

XAVIER, STORM, LEECH

Netop som Cora havde sendt sin kugle mod Leech, begyndte den at opløses, længe inden den ramte nogle. Cora var nu fanget i Leech's ring, og kunne ikke bruge sine evner. Storm så dette, bevægede sig længere væk og begyndte igen at flyve opad, hele tiden havde hun kontakt med Xavier og derved også Leech, da Xavier havde besluttet sig for ikke at komme tættere på, men i stedet gøre det muligt for både Leech og Storm at snakke sammen, gennem Xavier. Leech satte sig i meditations stilling, og blev nu stille og roligt også løftet op, alt imens han fokuserede på, hele tiden at have Cora fanget i sin ring, som han kun fik udvidet mere og mere, dog uden at få Storm inkluderet.

"Jeg er ikke ude på at skade dig, men hvis du gør skade på mine elever, kan jeg være nødsaget til at tage strengere metoder i brug. Det har jeg ikke lyst til, så vil du ikke nok fortælle os, hvem du er, og hvad du laver her. Vi har alle været unge som du, dog har vi ikke alle været lige så heldig som du" Storm holdte en kort pause, for at lade Cora snakke hvis hun ville, inden hun fortsatte: "Du virker som en, der har opdaget dine evner forholdsvis tidligt, og derfor er begyndt at kunne bruge dem. Vi kan hjælpe dig med at lære dine evner at kende, lære dig at bruge dem og hjælpe dig med hvad end du skulle have lyst til at have hjælp til. Vi har en skole hvor alle med vores evner er velkomne, hvor du kan spise og drikke som du har lyst, hvor du kan møde andre med evner, måske endda nogle med evner som dine, så nu beder jeg dig. Vil du fortælle os, hvem du er, og hvorfor du går til angreb imod os?" Storm og Leech var nu så højt hævet over jorden, at Cora ikke ville kunne nå dem.

Cora kigger forundret mod kulgen mens det opløses og med et går det op for hende at disse folk har evner, men de er født med dem. Hun lytter fraværrende til Storm mens hendes tanker køre mere omkring hvordan hun kom til verden og under hvilken kår. Hun kigger kort ned i jorden med en anelse tristhed, før hun kigger op på dem udtryksløs, mens hun langsomt bakker væk fra dem "Hold jer fra mig" svarer hun lavet før hun vender sig om og sætter i løb, mens hun forsøger at trække sine kløer ud.

XAVIER, STORM, LEECH

Storm trak sig stille og roligt tilbage, mens hun sænkede sig selv og Leech ned på jorden igen. Hun landede, og Leech gjorde lige så, og rejste sig så op, for stille og roligt at gå et stykke bag Storm, mens Storm gik frem mod Cora med åbne arme, hænderne rakt frem for at vise, der ikke var noget at frygte. Hele tiden ventede hun på at få mere at vide fra Xavier, og Leech var klar til at fjerne Cora's evne igen, hvis hun prøvede på noget imod Storm, Xavier eller ham selv.

Xavier selv hold sig helt roligt i baggrunden, stadig med åben forbindelse til både Leech og Storm, samtidig med han selv prøvede at komme mentalt tættere på Cora, dog den at presse sig på og uden at tvinge Cora til noget, hun ikke ville have. Leech satte sig igen på jorden for at vise, han ikke var en trussel for Cora, men at han var der til at beskytte sine venner, hvis de havde brug for det.

Det giver et set i Cora da hendes kløer trækker sig ud og hun rammer sig selv i låret "Arr!" hun trækker dem hurtigt ind og kigger irriteret på såret og opdager da Storm "Hold dig fra mig!" galper hun, mens blodet løbet ned af benet. Cora kigger vredt mod Storm men viser på ingen måde en fjendtlig holdning til hende, selvom hun prøver. Cora begynder at gå væk fra dem men hele tiden med øjnende på hvor de befinder sig.

XAVIER, STORM, LEECH

Cora's skrig får Storm til nærmest at løbe hen imod Cora, for at se hvad der er galt, men hun stopper brat op, da hun ser kløerne og det nok så dybe sår, der heler for øjnene af hende. Hun bliver en anelse stiv i kroppen, bakker så væk, og tænker kun på et enkelt ord. "LOGAN!!!!!" Xavier, der har set det hele gennem Storms øjne, kalder hurtigt mentalt på Logan, inden han beder Storm pænt om at trække sig ydeligere tilbage. Logan kommer hen til gruppen og kigger undrende på Storm. "Storm, hvad sker der? Hvad har denne pige gjort?" Han kigger over imod Cora, kigger så tilbage på Storm, han vender dog aldrig rykken til Cora.
"Tilgiv mig for det her Logan, men... jeg skal lige bruge dig til noget" siger Storm, inden hun rækker ned til sine sko, og tager en lille daggert op, som hun så ridser et forholdsvis dybt snit i armen på Logan med, dog er hun en smule lettet over jorden, klar til at stikke af med milisekunders varsel.
"Tilgiv dig for hva----- aaaaaaav for pokker i vold!! Hvad fanden laver du Storm!!??" Logan hidser sig op, men såret på hans arm heler. Han tager i sin vrede sine kløer frem, inden han ryster på hovedet, og indser, hvad det var Storm bad om tilgivelse om. Storm fløj lige over hovedet på Logan, lige præcis udenfor rækkevidde. Hele tiden har hun haft et halvt øje på Cora, og sikret sig at hun har set det hele.

Cora kigger undrene mod Storm og endnu mere da hun snitter den ny tilkommende mand. Hun gør store øjne i det såret heler og endnu mere da han trækker klørene ud. Cora står letter stivnet og ved ikke helt hvad hun skal gøre. Hun vil helst smutte men hun vil klart også vide mere om hvem hendes kræfter kommer fra og de virkede vel ikke så slemme. Hun kigger stille på dem og åbner sit sind mere ikke nok til at nogle kan rode frit rundt men nok til at man kan snakke på den måde. Hun strækker vingerne ud og slår let med dem, om hun er ved at strække dem eller sætte af er ikke til at se.

Logan kigger på pigen, og har da i selvsamme øjeblik tilgivet Storm for snittet i hans arm. Han kan nu se hvorfor hun gjorde det.
"Er du et sksperiment ligesom jeg?" Spørger han med undren i stemmen da han ser vingerne komme frem. Han bevæger sig over imod Cora, til trods for Xaviers advarsler og råben om at han skulle stoppe. Xavier lagde nu mærke til den forbindelse, der pludselig blev åbnet til Cora.
"Jamen hej med dig lille ven, er du okay? Lad mig hjælpe dig, lad mig vise dig min skole, og kom endelig med hvis du har lyst." sagde han mentalt til hende, mens han prøvede at vise billeder af skolen for hende, også mentalt. "På skolen kan du få ly, du kan få mad, og du kan få hjælp til at du gerne vil have hjælp til. Bare sig til, så skal jeg hjælpe dig" sluttede han, mens Logan nærmede sig stille og roligt tættere på. Nysgerrighed var at sporre i hans øjne, samtidig med at han vidste hvordan han kunne tage sine klør frem og gemme dem i hånden igen.
"Jeg vil dig intet ondt, men hvis du er et eksperiment, så ved jeg præcis hvordan du har det, for jeg er også et eksperiment. Havde det ikke været for Xavier, som er den mand, der sidder i kørestolen derovre, ville jeg aldrig være kommet så langt som jeg er den dag idag." Nysgerrighed var ligeledes at sporre i hans stemme.

Cora kigger underne på manden og folder vingerne ud i fuldt ud for at strække dem. Cora rykker uroligt på sig da ens stemme dukker op og i forbløffelse lukker hun sit sin helt, mens hun nygerrigt kigger på manden der nærmer sig. Hun bakker let tilbage men holder hele tiden øje med hvad han laver. Manden begynde at snakke om manden i kørestolen, hun kiggede kort på ham, for hendes meget grønne øjn rammer manden igen "Du er intet eksperiment i forhold til mig" hvisker hun stille.

Logan kigger undrende, og en smule chokeret på Cora, før han stoppede op, satte sig ned med krydsede ben. Storm og Leech var begge et stykke væk, Leech tættere på end Storm, der var fløjet over til Meloni, og nu sad og 'tegnede' figure og andre ting i skyerne over Meloni og Storm. Logan sad og beundrede Cora og hendes vinger. "Jeg ved ikke hvad slags eksperiment du er, men jeg har fået mit blod erstattet med et metal, jeg kan huske smerterne, men jeg husker ikke alt. Jeg ved bare, jeg er et eksperiment. Hvis du spørger mig om jeg er vokset op som menneske, og selv har muteret mine evner, eller om jeg er født med dem, ville jeg ikke kunne svare. Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg ved bare, jeg er et eksperiment, og at jeg er villig til at hjælpe dig på enhver mulig måde." Logan smilede, han prøvede så godt han kunne, at vise, Cora intet havde og frygte, og at det eneste Logan ville, var at snakke med Cora som var de gode venner, eller i hvert fald kunne blive det. Han prøvede at byde Cora velkommen som en gammel ven.

Cora rystede stille på hovedet og forsøgte at finde en behageligt stiling men hun kan ikke finde ror "Hvem er du" hun leder efter ordene og det lyder som om hun ikke kan eller er dårlig til at tale, og det var vel på sin vis rigtigt, for hun kunne kun svagt høre de gamle minder, hvor hun kunne snakke ubesværet. vingerne folder sig sammen og ligger ned af ryggen, mens hun åbner sit sind forsigtigt, det er tydeligt at hun er bevist om sine evner.
hun opdagede hvordan skyrende ændrede former, og det fangede hendes opmærksomhed, et lille smil dukker op, hendes øjne ændre sig fra en død grøn til en levende grøn, smilet var en lille trækken ved den ene mundvig men det var der.

Logan smilede en smule, da han så smilet på Coras læber, og fulgte hendes blik over til Meloni og Storm under træet. Han kiggede tilbage til Cora.
"Jeg hedder Logan, men som eksperiment, er jeg kendt under navnet Wolverine." Han kiggede på Cora og ventede på en reaktion. Havde hun mon hørt om ham? "Jeg kan godt lide dine vinger, er de naturlige, eller er de en del af deres eksperimenteren på dig?" Spurgte han nysgerrigt, han flyttede sig ikke tættere på, han prøvede blot at være venlig imod hende, vise hende at han intet ond ville hende.

Xavier lagde mærke til at forbindelsen igen blev åbnet, men gjorde ikke ret meget ved det. Han sagde blot "hej", og ventede på en reaktion. Han ville ikke skramme hende til at lukke forbindelsen igen, blot fortælle, han var der. Han kørte en smule længere frem, så han nu sad ved siden af Leech, som stadig sad på jorden og vidste sig så fredelig som han kunne komme til.

Cora rykker sig en smule uroligt da Logan fortæller hvem han er, ikke fordi hun er bekymret for det sidste hun hørete om ham var positivt men hun ved det er nogle af de krafter hun har kommer fra ham. Hun kigger mod manden der kom mere til syne, hun gættede sig til det var deres telepat "De er eksperiment" mumler hun og kigger væk.
Hendes sind giver et set fra sig da hun høre stemmen fra manden, hvilket hun ved kan gøre ondt på telepater "Hvem er du" tænker hun mens hun kigger mod ham i kørestolen.

Logan siger intet denne gang, han sidder bare og kigger på Cora. Han vil gerne tættere på og udforske hendes vinger, men han vil heller ikke presse sig på og jage hende væk igen. Han rækker hånden frem, stille og langsomt, i håb om at hun vil tage hånden og komme nærmere.

Xavier bliver halvt overrasket over at der nu er klar forbindelse, og det sæt det giver i Cora, er ikke noget, han som sådan mærker, han ser det kun på hende, og mærker forbindelsen gå og komme igen indenfor få sekunder.
"Jeg er lære og rektor på skolen hvor disse unge mennesker går, hver med deres evne og personlighed. Vi har alle været forskellige ting igennem for at ende her. Jeg vil gerne lave en handel med dig. Jeg fortæller dig mit navn, du fortæller mig dit navn, er det okay?" svarede han mentalt, han venter cirka 20 sekunder (jo mindre Cora svare tilbage igen, så svare han når hun er færdig) før han fortsætter: "Jeg kan og vil selvfølgelig ikke tvinge dig til noget, jeg hedder Charles Xavier, også kendt som enten Professor Xavier, eller bare som Xavier. "

Optøjet havde trukket et par nysgerrige elever til, der nu stod i en halvbue bag Xavier, uden at gøre andet end at se nysgerrigt til. Flere kom til efterhånden som tiden gik, hvilket gjorde halvbuen større, dog med en grænse ved ca 2 meter bag Xavier. "Elever, bare vend tilbage til det I lavede før! Vi tager snart tilbage, hvis ikke I opføre jer normalt. I tiltrækker for meget opmærksomhed" sagde Xavier højt. De fleste forsvandt stille og roligt igen, men nogle blev et stykke bag Xavier, og det var forholdsvis tydeligt at mange af de andre elever stadig prøvede at holde øje med, hvad der skete, mens de gik og lod som om de lavede en masse andet også.

Cora bliver letter nervøs da Logan rækker hånden frem, indtil det går op for hende at han blot invitere til at lære hende bedre at kende.

Coras opmærksomhed rettes mod manden og nikker stille "Cora bliver jeg kaldt" tænker hun, selvom det er tydeligt hun ikke vil lade ham helt ind i hendes sind. Da han fortæller sit navn giver hun et ryk. Hun får pludselig et mere skæmt blik og mere urolig holdning end før. tankerne flyver gennem hovedet på hende `hvor meget ved de?, bude jeg smutte?´ er nogle af dem der giver mest mening, mens hendes instinkter skriger til hende at hun skal komme væk og det er bare nu. Hendes vinger folder sig igen ud, klar til at sætte af.

Logan så den kortvarrige nervøsigtet i Coras blik, men da den lige så hurtigt forsvandt, tænkte han ikke nærmere over det.
"Har du ikke lyst til at komme nærmere?" spurgte han forsigtigt. Nysgerrigheden fra før, var stadig ikke forsvundet, og kunne til en hvis grad mærkes i hans stemme.

Xavier mærkede det lille ryk efter han havde fortalt sit navn, men mærkede ellers ikke at forbindelsen blev lukket. Så han hørte alle de tanker der hurtigt fløj igennem hendes sind.
"Hej Cora, det er da et flot navn synes jeg! Du kan være helt rolig, vi ved ikke mere end det du selv har fortalt mig. Jeg skal gerne åbne hele mit sind for dig, så du selv kan se det." Han sagde dette højt, da han ikke vidste hvor længe mere, forbindelsen var åben, og han ville give hende muligheden for at stole på dem og høre alt hvad der blev sagt til hende.
Han åbnede sit sind så meget op, som han kunne, så hun kunne søge efter alt hvad hun ville omkring sig selv. Nogle ting høves hun selvfølgelig ikke at vide, men i stedet for at blokere for hende der, ville han blot fortælle hurtigt hvad det var om inden han, så at sige, 'lukkede' for det rum.

Xavier begynde at snakke, hun vendte sin opmærksomhed mod ham og lagde hovedet lidt på skrå så hendes hår dækkede hendes øjne, det forhindrede hende ikke i at se. Da Xavier var færdig nikkede hun anekendende mod ham og rettede sig op og flyttede håret fra sine øjne. det er nemt at se hun er overrasket over Xaviers tilbud, hun ryster venligt på hovedet, selv hvis hun ville kunne hun ikke gøre som telepaterne, jo kun kunne blokkere for dem men hun havde ingen mulighed for at trænge ind i andres sind, og hvis hun kunne havde hun endnu ikke lært det.

der gik noget tid før Logans stemme trængte igennem hendes egne tanker. hun folder vingerne sammen og sætter sig forsigtigt ned. Xaviers tilbud gjorde hende mere tryk. Hun stolte en smule mere på deres ord, når de sagde de ikke ville gøre hende noget.

Xavier så hendes rysten på hovedet, og nikkede kort som anerkendelse. Hvis hun ville se, skulle hun nok få lov at se.

Logan smilede da hun satte sig ned og foldede vingerne sammen. Han tog det som et tegn på at hun var mere tryg omkring dem nu, end for 5 minutter siden. Han havde hørt hvad Xavier sagde, og tænkte på dengang han selv fik tilbuddet. Det er ikke noget, mange vidste, men han havde fået tilbuddet om at søge Xaviers hjerne igennem, men han måtte opgive da det ikke var en del af hans evne. Mon det var det sammen med Cora her?
"Cora.. Det er da et specielt navn!" han smilede stort, endelig kunne han komme til at møde en, der havde haft det som ham selv. Med et lille grin fortsatte han "Xavier der, tilbød mig det samme. Jeg afslog dog ikke, men jeg fandt ud af, jeg ikke af mig selv kunne trænge ind i hans sind. Jeg tænker om det måske er det samme problem du har?" sagde han, stadig smågrinende, inden han fortsatte "Men det skal du ikke tænke på overhovedet. For eftersom at du kan blokere for Xavier, hvilket der ikke er så mange igen, der kan, så kan du også komme til at lære at trænge ind i hans sind, på samme måde, som du kan tillade ham i dit sind. Han kan ikke selv tvinge sig ind, han kan kun sende telepatiske beskeder, som han så tit gør til alle eleverne på skolen. Men!" han tog en dyb vejrtrækning inden han fortsatte. "Men! Kunne det ikke være noget for dig at komme med over på skolen og snakke videre der? Så må du få dig dit eget værelse og noget mad og sådanne også, hvis du lyster?" Sluttede han spørgende, han var dog ikke stoppet med at smile. Han prøvede at få det til at lyde så indbydende han kunne, uden at skræmme hende.

"Jeg bude vel kunne det. men mine evner kommer ikke helt som andres. fx det at blokkere kunne jeg fra den ene dag til den anden, uden øvelse" svare hun med et smil, måske var det ikke så slemt igen at have et sted man kunne kalde hjem, også var der da en der mindede én smule om hende "Jeg ved ikke helt, jeg har aldrig rigtig haft et sted hvor jeg blot kunne være uden nogle der dømte én." hun holder en kort pause "men hvorfor ikke, jeg kan vel altid flyve min vej hvis det ikke er noget for mig" smiler hun, at Logan fortalte at det ikke var mange der fik det tilbud og at det var ligeså få der kunne blokkere Xavier gjorde hende noget mere afslappet og rolig, man kunne også se på hendes vinger at hun var mindre anspændt da de hang mere end før, men uden antegn til at flyve væk.

Både Logan og Xavier åndede lettet op. Ingen af dem havde selv lagt mærke til, de var en anelse anspændt/spændt for at få hende med over på skolen. Der var ingen tvivl om at hun va speciel og at hun nok skulle få det godt på skolen. Hun kunne sikkert komme nemt ud af det med flere af de helt nye elever, som Xavier lige havde haft igennem svømmehalen.
"Ja, du kan flyve din vej hvis det ikke er lige er noget for dig. Men det ville nu være dejligt om du ville give en af lærene besked hvis du tager afsted fra skolen, mere så vi ikke fare rundt og leder efter dig. Alle lære på skolen bekymre sig om samtlige af eleverne og hinanden, med andre ord bekymre vi os alle sammen for hinanden." Logan smilede "Jeg er sikker på du nok skal komme til at lide skolen. Men dine evner lyder specielle. Jeg tror måske du skal prøve at snakke med Rogue, som er lære på skolen. Det lyder til at du har lidt i stil med noget af det hun har også. Det kan være hun kan hjælpe dig noget mere på det punkt" sluttede han, halvt med et grin.
Xavier trillede langsomt op, så han holdte næsten på siden af Logan. "Vil du med tilbage til skolen nu? For jeg tænker det snart er mad-tid, så kan jeg eller Logan hjælpe dig til et værelse inden du skal spise, eller hvad siger du til det?" sluttede han med et smil, han sagde det dog ikke mentalt.